Dårlige læger skal hænges ud

København, fredag /ritzau/ Ansatte i sundhedsvæsenet, som får kritik i Patientklagenævnet, skal optræde med navn på en offentlig tilgængelig hjemmeside. Læger, sygeplejersker og andre ansatte i sundhedsvæsnet, som får kritik i Patientklagenævnet, skal hænges ud med navn på en offentligt tilgængelig hjemmeside. Det samme skal gælde tandlæger, som kritiseres i tandlægeklagesystemet. Det fremgår af et forslag, som indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fredag sendte til høring, skriver Politiken lørdag. - Når der er sager på en læge eller en anden sundhedsperson, og de er afgjort med en kritik, så er der ingen grund til hemmelighedskræmmeri. Patienterne skal have mulighed for at se, hvem der får kritik, siger Lars Løkke Rasmussen. Sundhedsministeriet regner med, at der hvert år vil blive lagt omkring 500 sager ud på nettet med kritik fra Patientklagenævnet og 240 med kritik over tandlæger. Beskrivelsen af sagerne kommer til at stå der i to år. Den nye åbenhed om dårlig behandling i sundhedsvæsnet får især betydning for patienternes valg af privatpraktiserende læger og tandlæger. Åbenheden skal ganske vist også gælde ansatte på hospitalerne, men kun med navns nævnelse af personen. Ikke afdelingen. - Læge Jensen, som har fået kritik, kan jo for længst være flyttet et andet sted hen i løbet af de to år, afgørelserne er offentlige, siger Lars Løkke Rasmussen. Lægerne er umiddelbart positive over for forslaget. Dog med en vis reservation. - Hvis det kommer til at handle om graverende tilfælde, har vi ikke noget imod det, siger formand for Lægeforeningen Jesper Poulsen. - Men jeg vil være ked af, hvis også mindre sager om for eksempel fejl i journalføringen vil medføre offentlig udhængning. Det vil være at skyde langt over målet, siger han. Men Lars Løkke Rasmussen har ikke tænkt sig at skelne mellem grader af fejl. Patientklagenævnet behandlede i 2003 i alt 2.273 klagesager, langt de fleste var klager over en læge. I 522 sager fik klageren helt eller delvis medhold. Lovændringen skal - hvis den vedtages - træde i kraft 1. januar 2006. /ritzau/