EMNER

Dårligt selskab kan sagtens være godt

Bad Company er landet - men kan den hamle op med mægtige veletablerede giganter som Call Of Duty 4 og Halo 3?

For rundt regnet et par måneder siden begyndte de første Bad Company videoteasere at pible frem på Xbox Live. I de sædvanlige selvforherligene, egenproducerede spots, pralede udviklerne (svenske Dice som også lavede Modern Combat) af deres nye grafikmotor, og hvad den ville være i stand til at gøre ved en First Person Shooter genre, hvor det meste er set mange gange før. Pralerier af den kaliber er som bekendt helt almindelige.. men at se udviklerne leve op til deres egne påstande, er derimod en mere sjælden oplevelse. Frostbite Oftest køber spiludviklerne en færdigproduceret grafikmotor, og koncentrerer sig om at bygge et godt spil op om denne platform. Og det er sådan set forståeligt nok. Hvis jeg var spiludvikler, ville jeg helt klart hellere have begge fødder i klemme i en grenknuser, end prøve at tage kampen op med Call Of Duty 4. Men Dice har altså valgt selv at lave hele gøgemøget fra bunden - både spil, og den underlæggende motor som de kalder Frostbite. Og det er de sluppet overraskende godt fra. Løjerne starter ud med din ankomst til B Company, også kaldet Bad Company. Et andet passende navn kunne være B-film Company, for alle klichér er overholdt: B Company består af en flok knallertglade halvkriminelle udskud, som dårligt nok forstår reglerne i Lykkehjulet. Til gengæld er de svært bevæbnede. Som høvding i din gruppe er den evigt vrisne Sarge, som trives bedst når han er under fjendtlig beskydning. Sweetwater er geværskytte med kløe i aftrækkerfingeren, og Haggard lever & ånder for at sprænge ting og sager i luften. Og så er der selvfølgelig dig: klassens nye dreng, et oplagt offer for gruppens mere eller mindre morsomme påhit. Handlingens krumtap er en bunke guldbarrer og horder af fjendtlige soldater. Meget mere undskyldning behøver vi vel ikke for at brænde alt disponibelt ammo af...vel? Historisk set har mange førstepersons skydespil udstukket meget snævre rammer for spilleren. Hen ad gaden, ind i huset, mej fjenden ned. Dette forsøger Bad Company at rette op på - på en meget overvældende måde. Bevægefriheden er pænt stor, og rundt omkring står ofte køretøjer, artilleri osv til fri afbenyttelse. Hvordan vil du overrumple de sovende vagter i landsbyen? Kapre en pansret mandskabsvogn og fræse flest muligt hytter omkuld inden de vågner? Snige dig ind på vagterne en efter en? Det er helt op til dig selv. At kalde Bad Company for en militaristisk udgave af Grand Theft Auto vil være at tage munden for fuld, men det er nu lidt derhen ad. Sprængfarlig underholdning Spiludviklernes kongstanke er: alt kan sprænges i luften. Og det stemmer. Et hus fuldt af forskansede fjender, som skyder på dig ud gennem vinduerne? Intet problem, hvis du da ellers har en granatkaster i baglommen. Kaphoom, og halvdelen af bygningen (inklusive fjender) synker i grus. Alternativt kan du rette et håndvåben mod den gasbeholder, der næsten altid er placeret i nærheden af større fjendtlige installationer. Selv om det virker lidt for afslørende og forudsigeligt jo mere man lærer spillet at kende, så bliver det aldrig rigtig kedeligt at sprænge ting i luften. Husk dog på at destruktionen gælder begge veje, så den lade du har gemt dig i de sidste 5 minutter, kan meget vel ligne en hullet ost når du forlader den. Og gemmer du dig for længe, får du helt sikkert selv blyforgiftning. Dice vil gerne vil gøre de destruktive landskaber til noget helt nyt og unikt, hvilket ikke holder hele vejen hjem. Det er set før, men sjældent så gennemført og flot. Eksplosionerne ser ganske overvældende ud, omend de efter mange timers spilletid kan begynde at virke lidt ensartede. Generelt er grafikken dog ganske imponerende, med mange detaljer og troværdige effekter. Desværre er der også enkelt kiks, som skæmmer oplevelsen i ny og næ. Hvis du f.eks. kommer susende rundt om et hushjørne, kan en fjende poppe frem af det rene ingenting, selvom gårdspladsen var helt tom det første halve sekund du beskuede den. Og der blev lyd Noget der til gengæld fungerer optimalt er lydsiden. Normalt i spil af denne type, render grafikmoteren med al opmærksomheden. Lydsidens fornemste opgave består i ikke at være irriterende, typisk som dårlig dialog eller tynde effekter. Disse kriterier lever de fleste spil efterhånden op til, og hvis det går rigtig højt kan man tænde 5.1 surroundforstærkeren, og retningsbestemme et evt bagholdsangreb. Men her går Bad Company heldigvis et syvmileskridt videre. Gennem den seneste tid har Guitar Hero haft en rænnesance i min Xbox, og som følge deraf har volumenknappen stødt og roligt bevæget sig opad. Det resulterede i et subsonisk saksespark fra Bad Company allerede i første bane. Der er en voldsom lydmæssig saft og kraft i våben, køretøjer, eksplosioner med videre. Det er super lækkert, og komplementerer ødelæggelseseffekterne perfekt. I de mange mellemsekvenser lægges op til, at dine med-soldaters personligheder skal trække en del af spillets handling, hvilket dog aldrig rigtig sker. I singleplayer delen er man reelt set alene, de andre følger bare med og plaffer tilfældigt løs her og der. Styre dem kan du glemme alt om, så strategisk dybde er der ikke noget af på dén front. Hvis man hopper ind i et bevæbnet køretøj, kan man lade en af kammesjukkerne køre mens man selv bemander et skydetårn eller lignende, eller man kan bytte plads og køre selv mens makkeren plaffer løs efter bedste evne. Men bortset fra disse sekvenser, kunne du såmænd lige så godt bevæge dig rundt mutters alene. Mellemsekvensernes dialog virker i starten ganske frisk på den fede måde, meen den kan godt blive lidt pinagtig i længden. Hvis man er typen der synes det er skægt når nogen slår en prut, vil samtlige replikker helt sikkert være et hit. I fraværet af intelligente computer-medspillere, havde det været lækkert med en god co-op feature hvor man kunne hjælpe hinanden - men nej, det er der ikke blevet plads til. Derimod er der masser af guf i online-delen, hvilket næsten (men ikke helt) kompenserer for manglende co-op. At gå online er en oplevelse du ikke må snyde dig selv for. Op til 24 krigsliderlige frontsvin (23 plus dig selv) kan være online på samme tid og bane. For indkarnerede PC spillere lyder det ikke af meget, men af en konsol at være er det virkelig godt skuldret. Ret usædvanligt er det også, at der kun er een type online match: Goldrush. Her skal du vælge enten at forsvare eller erobre en guldkasse. Ingen capture-the-flag, ingen Deathmatch, osv. Men pyt. Goldrush fungerer fint, og når 24 spillere går grassat på landskabet, med pansrede køretøjer, morterer, granatkastere, og hvad man ellers kan finde af isenkram, er der ikke et øje tørt. Bundlinien er, at selv om Battlefield: Bad Company langt fra fejlfrit, og ej heller byder på så mange unikke features som udviklerne gerne vil give udtryk for, så bliver de (trodsalt små) fejl og mangler sløret af et meter tykt tæppe af fed, herlig underholdning. Gameplayet er noget mere tegneserieagtigt end Call Of Duty 4, men Frostbite motoren cykler derudaf og såvel offline som online er der masser af lækkerier at gå i gang med.