Drikkevarer

Dåser kan være livsfarlige for køer

Landmand i Kollerup træt af bilisters ubetænksomhed

FJERRITSLEV:Bilisters hensynsløse og ubetænksomme opførsel gør det livsfarligt at være ko. Tomme dåser - især øldåser - smides ofte ud ad bilvinduet, og det kan koste køer livet. Dåserne havner ofte på græsmarkerne, bliver snittet i livsfarlige, knivskarpe stykker af landmændenes grønthøstere, og kan let ende i de gumlende køers maver. Øldåse-problemet er landsdækkende, og også i Fjerritslev Kommune kender landmændene problemet. Mælkeproducent og planteavler Lars Bach fra Kollerup er godt træt af de mange dåser. - Det er ufatteligt, at folk ikke tænker sig mere om. Hvis dåsesplinterne havner i køernes maver, kan de lide en smertefuld død, siger han. Mavesæk og tarme risikerer at bliver flænset op, og adskillige danske landmænd har mistet køer på den konto. En hovedrystende Lars Bach opfordrer til omtanke. - Jeg kan ikke forstå, at folk ikke bare kan tage deres dåser med hjem. Hvor svært kan det være? Det er simpelthen noget svineri. Panten på dåser burde sættes op til det dobbelte, mener han. Problemet er størst for de landmænd, hvis marker støder op til de lidt større veje, og der er ikke noget, der tyder på, at problemet bliver mindre. Godt nok har mange af de nyeste landbrugsmaskiner indbygget metaldetektor, men mange af dåserne er af aluminium, så dem reagerer detektorerne ikke på. Hos LandboNord er man bekendt med problemet. Kvægrådgiver Ole Nielsen er også af den opfattelse, at problemet er stigende. - Det er uhyggeligt og noget værre griseri, og problemet er ekstra stort for de landmænd, der ensilerer græsset. En lille skarp splint kan let tage livet af en ko, siger rådgiveren.