EMNER

DAB til køreturen

Smart dims forvandler din gamle bilradio til en DAB-model.

Highway fanger DAB-kanalerne - og sender dem videre til din gamle FM-radio.

Highway fanger DAB-kanalerne - og sender dem videre til din gamle FM-radio.

Danskerne er faldet pladask for DAB-radioen, der især udmærker sig med en række højt specialiserede kanaler. For eksempel kan du altid tænde for jazz, klassisk, nyheder - eller børneradio, hvilket kan redde en del familier på langtur. Der findes bilradioer med indbygget DAB, men de koster - og ofte ser de grimme ud i bilens instrumentpanel. Et spændende alternativ er Pure Highway. Den lille DAB-modtager sættes i forruden sammen med den tilhørende ledningsantenne. Hvis du altså har plads til endnu en dims ved siden af GPS’en. Strømmen kan hentes fra cigarstikket, eller du kan bruge de indbyggede standardbatterier (op til seks timer). Nu kommer det smarte: Radioen modtager den valgte DAB-station - og sender den videre som et FM-signal, der opfanges af bilens antenne og spilles på din gamle radio. Fra andre apparater har vi dårlige erfaringer med denne løsning. Men her er lyden overraskende klar - og fuldt på højde med en normal FM-station. På langtur Hvis du kobler en mp3-afspiller til DAB-dimsen, kan du også høre mp3-samlingen i din gamle bilradio. Så langt så glimrende. Problemet opstår, når du kører lange ture, hvor skiftende lokalradioer møver sig frem i æteren og forstyrrer FM-signalet. Pure har sådan set gjort, hvad de kan, for at minimere problemet: Med et tryk på en knap springer du hurtigt til en ny sendefrekvens. Problemet er bare, at denne frekvens så også skal indstilles på din gamle bilradio. På en 300 kilometers tur op gennem Jylland, måtte vi gennem denne øvelse fem gange. Og det bliver man træt af. På den anden side er det svært at se, hvordan det kunne være gjort bedre. Og hvis du mest kører i samme område, eller kører langt ad samme forudsigelige strækning, er der ingen problemer. Pure Highway koster 790 kr. Mere information: www.kortlink.dk/6kuz