DaBU-formand afviser anklager

- Jeg har ikke truffet beslutninger uden om bestyrelsen

NORDJYLLAND:Formanden for Danmarks Bokse-Union, Svend Åge Jørgensen, afviser, at han på noget tidspunkt har truffet beslutninger hen over hovedet på sin bestyrelse. Formandens egenrådige facon var ellers en af de årsager, som formanden for Jydsk Amatør Bokse-Union, Keld Frederiksen, pegede på, da han torsdag valgte at forlade DaBU-bestyrelsen. - Jeg aner ikke noget om det, han hentyder til, siger Svend Åge Jørgensen til NORDJYSKE. DaBU-formanden beklager den beslutning, som Keld Frederiksen har truffet. - Ikke fordi det overrasker mig særligt meget, for det er en konklusion, jeg har ventet på, han skulle drage i et stykke tid. Siden repræsentantskabsmødet i september, hvor han udfordrede mig og tabte i kampen om formandsposten, har Keld Frederiksen utallige gange været i mindretal i bestyrelsen. Men jeg synes, hans beslutning er dybt beklagelig i relation til de 65 jyske klubber, som nu ikke er repræsenteret i bestyrelsen. Det er jo tydeligt, at et flertal af de jyske klubber ikke bakker op om den linje, han lægger, og jeg håber, de jyske klubber finder en løsning på problemet på JABU's repræsentantskabsmøde i starten af maj, siger Svend Åge Jørgensen, som føler sig på sikker grund i forhold til sit jyske bagland, fordi en kreds af jyske klubber for kort tid siden måtte opgive at samle flertal for et krav om at indkalde DaBU's repræsentantskab ekstraordinært i et forsøg på at få løst den strid, som startede da otte klubber dannede alliancen Danish Boxing Team i protest mod DaBU-bestyrelsens krav om, at bokserne skal stille sig til rådighed for unionens OL-projekt Team China for at kunne komme i betragtning til landshold og internationale mesterskaber. De otte klubber mener, at de uddanner deres boksere bedre end DaBU's trænere DaBU-formanden erkender, at han med sin uvilje i forhold til at få løst den situation fremstår stivnakket. - Men det er jeg fordi, jeg har et ansvar at leve op til i forhold til de beslutninger, som blev truffet på repræsentantskabsmødet i september, hvor de otte klubber og Keld Frederiksen forsøgte at vælte mig - og tabte stort, fastholder DaBU-formanden.