Dækproblemer frustrerer Kevin Magnussen i Mexico

Kevin Magnussen og Haas-teamet har lagt hovedet i blød for at finde en løsning på fredagens dækproblemer.

Ritzau
Kevin Magnussen og resten af Formel 1-feltet kører i Mexico City i denne weekend. Foto: Henry Romero/Reuters
Motorsport 27. oktober 2018 08:04

Det var problemer med dækkene, der fredag førte til, at Formel 1-køreren Kevin Magnussen (Haas) lå i den helt tunge ende af feltet i de to første træninger forud for søndagens grandprix i Mexico City.

Dækproblemerne udløste en 17.-plads i den første træning og en 20.- og sidsteplads i den anden træning til en frustreret Kevin Magnussen.

- Det var ikke nogen god dag, vi lærte ikke meget. Dækkene virkede overhovedet ikke, og vi må se, hvad vi kan gøre for at få dem klar til i morgen (lørdag, red.).

- Dækkene virkede ikke med hverken lidt eller meget brændstof i tanken. Vi er på jagt efter svar, og vi skal virkelig tænke for at komme frem med idéer, siger Kevin Magnussen ifølge Haas' hjemmeside.

Ved begge træninger var Magnussen cirka tre sekunder langsommere end træningens hurtigste og omkring halvandet sekund langsommere end de kørere, han normalt gerne vil sammenlignes med.

- Jeg fik ikke sat en tid i min første omgang, og jeg måtte prøve igen, men dækkene var allerede døde.

- Det er ikke så slemt, som det ser ud. Det er bare frustrerende, når man vil køre ræs, men man glider rundt som en skør, og bilen opfører sig uventet, siger Magnussen.

Haas-kollega Romain Grosjean blev nummer 13 og 12 ved de to træninger.

Teamchef Günther Steiner fortæller, at der er stor fokus på at få styr på dækkene inden lørdagens afsluttende træning og kvalifikation til løbet.

- Det var ikke vores bedste træninger. Vi kæmpede for at få dækkene til at fungere, som vi gerne vil have. Der skal tænkes meget, men jeg er sikker på, at vores folk kommer med en løsning, siger Steiner.

Lørdagens træning begynder klokken 17 dansk tid, mens kvalifikationen begynder klokken 20.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...