Dæmonernes ghettokrig

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Rapperen og bandelederen 2pac - i en af filmens mange nightvision-scener.

film ”Ghosts of Cité Soleil” # # # # # # Der er ikke meget Solrød over Cité Soleil i Port au Prince, den værste ghetto i Haiti. Bydelen er af FN udnævnt til verdens farligste sted, ifølge Asger Leths film. Man skal ikke have set mange minutter af den, før man er parat til at tro ham. Hvordan nogen tør lave film under de omstændigheder, er en gåde. Det er en fantastisk film - et billedværk, en musikvideo, en krigsreportage på syre, en tv-avis fra helvede. Det er en dokumentarfilm i reneste forstand - alt er filmet på stedet, i miljøet, med de levende - og døde - personer fra de begivenheder, der er filmens ramme og drivkraft: En lang, fortløbende krigshandling i diktaturstaten Haiti i Caribien, et af verdens fattigste og elendigste og mest brutalt styrede lande. Filmen er ubeskriveligt stærk i sine billedrytmer, håndholdte, digitale, sydende, sitrende, søgende, konstant tilstedeværende billeder, formater og tekniker skifter, rytmen er feberpuls, gangsterrap, tempobeats, der tæt følger lydsidens rå musiklydspor, utroligt suggestivt i den konstant underliggende bevidsthed: dette er virkelighed. Dette er farligt som bare fanden - hvert øjeblik kan nogen dø for øjnene af os. Filmen følger to unge brødre, bandelederne 2pac og Bily. De elsker hinanden ubetinget - men der hersker også had, mistro, jalousi og rivaliseren. Det er en verden af vold, våben og stoffer, et mafiosisk anarki, hvor drivkraften er magt, drab og overlevelse. De to brødre er begge fascineret af den blonde franske sygeplejerske og nødhjælpsarbejder, Lele, der selv optræder som en uberegnelig størrelse i filmen med sin private rejse ind i et erotisk, narkotisk univers, ikke bare på kanten, men langt ude over den i selskab med de to magre, sorte, ekstremt voldelige hiphop-fikserede brødre. 2pac er rapper og bruger ord og rytme til at overleve åndeligt, til at mobilisere sine brødre og hjælpere, til at holde modet oppe og til at skabe en stærk, solidarisk atmosfære omkring sig og sine. Samtidig er rap også hans håb om en vej ud af dette surrealistiske helvede, en mulighed for selvrealisering uden for hans egen verdens eneste vej - død og fortabelse. 2pac og Bily er to af de fem ledere af ”chiméres”-banderne i Cité Soleil. ”Chiméres” - kimærer - er dødbringende, skrækindjagende dæmoner fra den græske mytologi. Deres voldsregime billiges uofficielt af regeringschefen Aristide, der bruger dem som uofficiel terrorgarde og dødspatrulje. Det anbringer dem i en noget vanskelig situation, da Aristides morderiske modstandere indkredser Port au Prince, hvilket klart vil medføre Chimere-bandernes udslettelse. Med meget få tårer til følge. Det er denne situation og dens hovedpersoner, de stadig mere desperate bandemedlemmer, der er filmens dramatiske akse. Og det er voldsomt drama. Asger Leths film er langt mere end et politisk udsagn eller en dokumentation af en social situation, den er en rejse i en psykisk tilstand, der er brændt ren for reelle håb og drømme og nu kun er til stede på trods. Det er en helt ny slags film, han og hans hold knalder i hovedet på os her. Det eneste, der duer er at se den. Og bagefter sidde dér og tænke: Hvordan tør nogen overhovedet lave sådan en film!? Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk @Brød.9.u-indryk.3-fede-ord: { ”Ghosts of Cité Soleil” Danmark 2007. Instruktion Asger Leth Medv.: Winson Jean Bart, alias Haitian 2pac. James Petit Frère, alias Bily. Éléonore Senlis, alias Lele. Fotografer: Milos Loncarevic, Frederik Jacobi, Asger Leth. Musik: Jerry ”Wonda” Duplessis, Wyclef Jean. En time, 26 minutter. Till. o. 15 år.