DAF støtter retssager

Justitsministeren afviser at ændre reglerne omkring reklamationsret - derfor vil DAF hjælpe forhandlerne

Som forbruger er man blevet bedre stillet, når man køber brugt bil, men brugtvognsforhandlerne vånder sig under den nye købelov og især over den såkaldte formodningsregel i reklamationsretten. Købeloven foreskriver to års reklamationsret også ved brugtbilhandel. Det betyder to års garanti, idet den fejl, man kan reklamere over, skal have været til stede ved købet, for at brugtvognsforhandleren har pligt til at erstatte. Men oplever man en fejl fire måneder efter, at man har købt en brugt bil, så står forbrugeren særdeles stærkt i en eventuel tvist med forhandleren. Formodningsreglen betyder nemlig, at fejl, der viser sig inden for de første seks måneders ejerskab, formodes at have været til stede ved købet. Hvis bilhandleren mener noget andet, er det ham der skal kunne bevise at fejlen er opstået efter købet. DAF - Danmarks Automobilforhandler Forening - har forsøgt at få justitsminister Lene Espersen til at ændre reglerne, men at det ikke sker, har hun netop meddelt DAF i et brev, og det har fået DAF i offensiven. Brugte biler handles i stigende grad direkte mellem private via internettet. Køber man den brugte bil af en privat, gælder ingen reklamationsret, og DAF mener, at forskellen på reglerne for private og professionelle giver en skævvridning af brugtbilhandelen. Derfor har DAF besluttet principielt at støtte eventuelle retssager, hvor en forhandler måtte blive stillet overfor urealistiske forbrugerkrav baseret på formodningsreglen. På den måde regner man med at få skabt en praksis, der ikke automatisk sætter lighedstegn mellem reklamationsret og garanti.