Dafolo henter ny kæmpeordre

Skal indfri Københavns Kommunes nye papirdesign-manual og ansætter flere folk

FREDERIKSHAVN:De omkring 60 ansatte hos Dafolo har svært ved at få armene ned i øjeblikket. Virksomheden har netop høstet endnu en ordre til et to-cifret millionbeløb. Denne gang fra Københavns Kommune. - Kommunen har lavet en ny design-manual og alt skal udskiftes, brevpapir, blokke, kuverter, visitkort, kort skal udskiftes og fornyes i henhold til det ny design, oplyser Dafolo's adm. direktør Hans Chr. Højslet om trykopgaven, der har været ude i EU-licitation. Det bliver hermed Dafolo, der skal trykke overborgmester Ritt Bjerregaards visitkort og øvrige dynger af papir, som borgerrepræsentationen og dens ansatte på Københavns Rådhus skal bruge internt og i forhold til omverdenen, inklusive kommunens godt en halv mio. indbyggere. - Aftalen gælder for to år, og med option på yderligere to år, og betyder at vi ansætter to nye medarbejdere til ordremodtagelse og trykkeri, siger Hans Chr. Højslet. På Dafolo er glæden over ordren stor, også i betragtning af, at den frederikshavnske kommunikationsvirksomhed ved licitationen blev vurderet bedst på alle de kategorier, der var opstillet. - Vi var bedst på pris, på kvalitet, på leveringstid og på miljø. Det blå stempel fra Københavns Miljøkontrol er vi meget glade for også at få med, eftersom Dafolo's grafiske produktion er miljøcertificeret, påpeger Hans Chr. Højslet. De første bestillinger fra Københavns Rådhus er indløbet og bliver leveret allerede i næste uge. Dafolo har ifølge direktøren også netop forlænget den hidtidige, men noget mindre aftale om trykopgaver til rengørings-giganten ISS. For et par uger siden fik virksomheden en to-cifret millionordre på Børnenes Trafikklub fra Rådet for Større Trafiksikkerhed, og skal for Amtsrådsforeningen også trykke og levere receptblokkene til hele det danske sundhedsvæsen.