København

Dafolo opruster i København

Firma fra Frederikshavn markerer sig i hovedstaden

FREDERIKSHAVN:Det frederikshavnske firma Dafolo markerer sig nu for alvor i hovedstadsområdet. Dafolos sjællandske afdeling er netop flyttet til større lokaler og øger samtidig medarbejderstaben. Med nyt kontor i Østbanegade og flere nyansættelser i løbet af efteråret ønsker Dafolo at styrke sin position i København og omegn. Hensigten er at skabe et levende og dynamisk showroom for virksomhedens produkter. Dafolos voksende succes i hovedstadsområdet er en medvirkende årsag til, at virksomheden har valgt at slå sig ned i Østbanegade. - Vi har i de seneste år markeret os på det pædagogiske område med udgangspunkt i begreberne fleksibel læring, fleksibel organisering og evaluering. Dafolo er blevet den mest markante spiller på området for evaluering indenfor folkeskolen – fra evaluering af den enkelte elev op til forvaltningsniveau og afrapportering til den politiske ledelse, siger administrerende direktør Hans Christian Højslet og tilføjer: - I den sammenhæng er det naturligt, at vi har valgt at udvide medarbejderstaben og etablere os i et miljø omkring fleksibel læring på Østerbro i København. Dafolos udvidelse skyldes desuden et ønske om at komme tættere på virksomhedens kunder i området. - Vi har indenfor den seneste tid fået flere større nye kunder, der har til huse i samme område i København. For eksempel har vi for nylig indgået en aftale med Amtsrådsforeningen om trykning, ordremodtagelse og distribution af cirka 50 millioner receptblanketter om året i 3 år, fortæller Hans Christian Højslet og afslutter: - Det er klart, at vores ressourcer i København naturligvis må modsvare den stigende interesse, vi oplever fra kunderne hér.