Skolevæsen

Dagbog fra en mønsterbryder

Det var mod alle odds, da arbejderpigen Mette fuldførte en høj akademisk uddannelse. Hun har både kæmpet mod spidse albuer på universitetet og for at få sin familie til at interessere sig for sin uddannelse. Undervejs har hun afreageret i sin

@Billed.fotoakk.top:Foto: Scanpix

@Billed.fotoakk.top:Foto: Scanpix

Der høres efterhånden ikke mange grove jokes og ses ikke mange fyraftensbajere i døråbningerne i det gamle arbejderkvarter på Amager i København, hvor sushi-restauranterne og modebutikkerne knopskyder. Samme mangel på ”arbejderattitude” kunne man påpege hos Mette Lyshøj, 30 år, da hun skænker rooibus-te i sin lejlighed i en sidegade til Amagerbrogade. Da hun flyttede ind for fire år siden, fik hun afhøvlet gulve og revet vægge ned og skabt plads og lys. Den kæmpe sorte silhuet af en telefonmast formet i sort tape på væggen giver lejligheden et New Yorker-præg, og Amarone-vinene på hylden vidner om sans for god smag. - Jeg synes stadig, at boller i karry skal smage som den på dåse, og hvis jeg skal hygge mig alene en aften, køber jeg af og til pulverbernaise og paneret kylling, konstaterer Mette - med slet skjult morskab over sig selv og en dialekt midt imellem københavnsk og dreven midtjysk. I køen i Super Best gemmer hun Thousand Island-dressingen og toast-osten under økologiske varer: - Jeg kan blive helt paranoid over, at nogen skal kigge i min kurv, forklarer hun. Det såkaldte eventyr om den jyske arbejderpige, der trodsede alle statistikker og endte med høj uddannelse, god løn og stort ansvar har ikke været let. Undervejs har hun brugt sin dagbog til at afreagere: Dagbog 23. august 2000: “Angående statskundskab, så skifter jeg stadig mellem at glæde mig og frygte det. Samtidig gjorde far mig vred og ked af det i dag. Jeg fortalte ham, at jeg frygtede det. Og det eneste, han kunne sige var, at han også havde svært ved at forklare sine venner, hvad det var, jeg skulle i gang med. Det, at han ingen interesse eller forståelse har for, at jeg skal i gang med en svær uddannelse, gør mig meget ked af det. – “Jamen hvad kan man bruge det til?” Jo, han er en god far, men fuck, hvor er han gammeldags og snæversynet. Har jeg ikke lov til at ønske, at han satte sig lidt ind i det?” Jeg bliver snart opdaget Idégruppen nedsat under Videnskabsministeriets rapport, marts 2009: “Der er en udtalt mangel på undersøgelser af, hvilke forhold i samfundet og uddannelsessystemet, der har betydning for, om potentielle mønsterbrydere søger ind på og gennemfører en lang videregående uddannelse.”. Mettes forhold lyder i korte træk følgende: Efter at hendes mor døde da hun var syv, er hun vokset op alene med sin far og yngre bror i landsbyen Løsning ved Horsens. Hendes far har arbejdet som ufaglært snedker, hun har gået til springgymnastik og yoga, taget fotokursus på den lokale ungdomsskole, holdt årgangens afgangstale ved folkeskolens afslutning i 9. klasse, været på efterskole, haft kærester og hendes hjem har været midtpunkt for venindekomsammener. Hun har fyldt meget og været dominerende i familien, valgt møblerne til stuen derhjemme, stået for aftensmaden, så snart hun blev gammel nok, meldt sig ind og ud af Rød Ungdom, gik ud af HF med et tocifret gennemsnit, og dansklæreren og samfundsfagslæreren har kæmpet for at overgå hinanden i at overtale hende til at søge ind på universitetet. Dagbog 4. september 2000: “Endelig hjemvendt fra rusarrangement med tårerne trillende ned ad kinderne. Vi tog ind til Hans fra mit hold for at få noget mad og varme op, inden vi skulle på Buddy Holly. Jeg begyndte hurtigt at føle mig udenfor, da jeg som så ofte føler, at jeg ikke kan finde noget at tale med folk om. Allerede i dag blev ØMU’en diskuteret. Der er vist ingen udover mig, der stemmer nej. Jeg føler mig allerede stemplet som den kreative, venstreorienterede pige, der ikke har de store ambitioner og nok er en af de første, der dropper ud – er jo HF’er. Jeg er ikke engang startet og alligevel, tror jeg ikke, jeg kan følge med.” Denne oplevelse skal vise sig at blive symptomatisk for størstedelen af studietiden. - Da jeg valgte statskundskab, var det i høj grad fordi det er et højprestigefag, og jeg havde jo både interessen og karaktererne til at komme ind. Jeg fik dog hurtigt følelsen af, at det hele foregik lidt hen over hovedet på mig. Alle smed om sig med akademiske begreber og havde enormt store rundsave på albuerne. Jeg følte mig som en lurer, der havde snydt sig adgang til Højborgen og snart ville blive opdaget, fortæller Mette. I sin førsteårsopgave skriver hun om fagbevægelsens indflydelse på samfundet gennem tiden. Feedbacken er en større skideballe for ikke at have fanget den akademiske metode. Ifølge statistikken har hun da også 13 gange mindre chance for at gennemføre en uddannelse end sine jævnaldrende medstuderende, der er vokset op i akademiske hjem. Usikkerheden får hende til at overveje hvert et ord, hun siger i timerne, og hun svinger mellem lysten til at smække døren i foran sig og vrede: Dagbog 22. september 2000: “Alle har det brede overblik og er utroligt velformulerede. Det piner mig. Samtidig bliver jeg vred. Sådan nogle ting og mennesker skal sgu ikke få mig ned med nakken.” Da hun i 2001 erkender, at det er de sociologiske emnefag, der fanger hende mest, tager hun konsekvensen og starter på sociologi i København. Her oplever hun i højere grad ligesindede, og hun får ros fra sine medstuderende for sit engagement og sin evne til at hive svære teorier ned på jorden og tænke ud i samfundet – en evne hun også bruger i sit studenterjob i LO. Selvom hun også får gode karakterer, forsvinder følelsen af at være fremmedgjort dog ikke. Samtidig rykker følelsen også i stigende grad ind på hjemmefronten. - Jeg husker det især fra middage med storfamilien, hvor jeg skulle passe meget på, hvad jeg sagde for ikke at få kommentaren ”hold da op, hvor kan du mange fine ord”. Der opstod en enorm afstand. Bare ordet ”sociologi” var svært at udtale for flere, og det betød, at jeg hele tiden var meget bevidst om at være ydmyg og tale om dem og ikke mig. Det var meget opslidende, fortæller hun. Studenterhue og skam Da Mette får sin studenterhue på HF, inviterer hun som den eneste ikke klassen hjem med hestevogn. Hendes far har aldrig siden kommenteret episoden, men den gør ondt at tænke på i dag, fortæller hun: - Jeg er enormt flov over, at jeg tog den beslutning. Jeg var ikke særlig tæt på dem i klassen og kunne ikke overskue, at de skulle se en så privat side af mig, men i dag kan jeg godt se, at det var dumt. De andre kom jo i virkeligheden ikke fra hjem, der var anderledes end mit, og hvis min far havde fået den oplevelse at stå klar med jordbær og champagne som de andre forældre, havde han måske nemmere kunnet tage del i hele min uddannelse, siger hun. Nogle år inde i sociologi konfronterer hun sin far med følelsen af mangel på opbakning. Han reagerer forbløffet, og Mette har svært ved at forklare sine følelser: - Men vi fik faktisk en god snak. Han indrømmede, at han har svært ved at forholde sig til det, jeg lavede, og jeg tog lidt voksenrollen på mig og erkendte, at jeg så bare må blive bedre til at forklare. Og jeg kan se, at han prøver, siger hun. Opgør med glansbilledet Sideløbende med, at Mette stædigt arbejder på at få sin far til at involvere sig mere i hendes liv, gør hun op med tanken om at ligne størstedelen af de andre studerende. Dagbog 22. august 2004: “Jeg kan ikke løbe fra min opvækst, min familie og dens livsstil. Ikke at jeg føler mig som den småborgerlige hausfrau, der helst handler i Bilka og vil på camping, men på den anden side er jeg heller ikke den frisindende storbyboer, der kører rundt med børnene i Christiania-cykler og hænger ud i byens natteliv, når jeg er 40 år. Et sted midt imellem…” Et halvt år efter at hun har forsvaret sit speciale, bliver hun ansat i 3F som faglig konsulent. Næsten hver måned præsenterer og debatterer hun 3Fs beskæftigelses- og uddannelsespolitik i lokalafdelinger rundt om i landet. Allerede i studiejobbet i LO fandt hun en tryghed i at kunne omsætte sin viden til handling med betydning for rigtige mennesker, og 3F føles som at komme hjem, vurderer hun. - Jeg kan se, at jeg bidrager med noget og har en politisk kant, der passer ind her. I virkeligheden er det en enorm styrke, at jeg ikke definerer mig selv som akademiker. Her giver det mening ikke at være for pæn i tøjet, at være glad for smørrebrød og af og til være grov i munden. Mange akademikere ville dumme sig ”big time” ude i de lokale afdelinger, siger hun. På en nylig skovtur med kollegerne fik hun ros for sin evne til at skabe relationer på tværs af miljøer og modet til at tage en diskussion. - Det er da fedt at høre, men man kan også se det fra en anden vinkel. Al den anerkendelse, jeg ikke har fået hjemmefra, har jeg i stedet jagtet i foredragsforeninger og hos undervisere. Det har givet mig en evne til at gå til folk og få det bedste ud af dem, men jeg slipper til gengæld aldrig af med følelsen af ikke at slå til, siger hun. På besøg derhjemme En af de ting, hun har fået med hjemmefra, er imidlertid pladsen til at være sig selv, og efter ni år er den røde tråd i hendes liv ved at træde tydeligt frem samt de styrker, der har gjort det muligt at bryde statistikken. - Det, der har fået mig igennem studiet, har nok i høj grad været min trods. Det blev et mål i sig selv at gennemføre, og den kamp har styrket mig. Jeg mener ikke kampen mellem mig og systemet eller mine medstuderende, men den indre kamp mod min egen selvopfattelse. I februar lagde hun og en kollega fra 3F vejen forbi hendes far på vej hjem fra et møde i Jylland. - Det var simpelthen så hyggeligt, og jeg var stolt over, at vise mit hjem frem for min kollega. Min far er en erfaren mand. Han har opdraget to børn og passet et fysisk hårdt arbejde samtidig med, at han pludselig blev alene og sad med en stram økonomi. Det er ret vildt gjort.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst