Dagbogen der afslører tyskernes medskyld

Tysker førte dagbog over, hvad medborgerne vidste om nazisternes jødeudryddelser og andre uhyrligheder

BERLIN:En nyligt offentliggjort dagbog af en indigneret embedsmand fra en mindre by i Nazityskland har vækket den følsomme debat om, hvor meget den almindelige tysker vidste om uhyrlighederne, der blev begået under Hitler. Dagbogen, "Vernebelt, verdunkelt sind alle Hirne", som Friedrich Kellner skrev 1939-1945, er blevet kendt i en bredere offentlighed takket være den tidligere amerikanske præsident, nu 87-årige George Bush. Fyldt med svidende kommentarer til daglige begivenheder, avisudklip og optegnelser af private samtaler giver Kellners 940 sider lange dagbog et indblik i, hvilke oplysninger den almindelige tysker havde adgang til under Anden Verdenskrig. Kellner, der var dommerfuldmægtig i byen Laubach, da han begyndte sine optegnelser, lufter sin vrede over Hitler, håber hans land taber krigen og begræder rapporter om mystiske dødsfald på sindssygeanstalter og massenedskydninger af jøder. Afviser undskyldningen - Disse dagbøger repræsenterer en overvældende afvisning af det tyndslidte refræn, som mange tyskere benyttede efter krigen: "Vi kendte intet til nazi-uhyrlighederne", siger Elan Steinberg fra Den Amerikanske Forsamling af Holocaust-overlevende og deres Efterkommere. Kellner var socialdemokrat, og han nægtede at melde sig ind i nazistpartiet. Hans dagbøger giver et enestående indblik i nazitiden, siger historikere. - Det skelsættende er, at han ikke er en intellektuel, men en almindelig lønmodtager i provinsen, der læser aviser. Han er fuld af vrede over det, der er ved at ske, siger Sascha Feuchert, leder af Forskningsenheden for Holocaust-litteratur på universitetet i Giessen, Tyskland. En af de mest foruroligende optegnelser kommer 28. oktober 1941: "En soldat på orlov her siger, at han har bevidnet forfærdelige overgreb i de besatte dele af Polen. Han så til, mens nøgne, jødiske mænd og kvinder blev anbragt foran en lang, dyb grøft og efter ordre fra SS blev skudt af ukrainere i nakken, hvorefter de faldt ned i grøften". "Der er ingen straf, som ville være hård nok mod disse nazistiske bæster", noterer Kellner videre. 16. september 1942 skriver han: "Inden for de seneste dage er jøder fra vort distrikt blevet fjernet. (...) Jeg har hørt fra pålidelig kilde, at alle jøder blev bragt til Polen og vil blive myrdet af SS-brigader". "Denne ondskab er forfærdelig. Sådanne uhyrligheder vil aldrig blive fjernet fra menneskehedens historie. Vor morderiske regering har sværtet Tysklands navn for evig tid", konstaterer Kellner videre. Efter krigen var Kellner med til at genetablere det tyske socialdemokrati. Inden sin død i 1970 gav Kellner sin dagbog til et barnebarn i USA. Han ville have den oversat til engelsk og udgivet. Hverken i USA eller i Tyskland ønskede forlag imidlertid at binde an med den kontroversielle dagbog. I det mindste ikke før Kellners optegnelser kom tidligere præsident Bush for øje. I 2005 udstillede han Kellners gamle optegnelser på sit præsidentbibliotek i Texas. Dermed var interessen vakt. Nu er dagbogen blevet offentliggjort af det tyske forlag Wallstein. /ritzau/