EMNER

Dagens lille nyhed: DF peger på Fogh

KØBENHAVN:Mødeklokken ved regeringsmøderne skal også løftes af Anders Fogh Rasmussen (V) efter næste valg, hvis Dansk Folkeparti skal bestemme. Regeringens støtteparti har besluttet også at pege på Fogh som statsminister efter et kommende valg, meddelte Dansk Folkeparti søndag - ikke overraskende. Næste valg kan ligge så langt ude i fremtiden som i 2009, men den seneste tid har oppositionens ministersnak stjålet billedet, mener Pia Kjærsgaard. - Efter moden overvejelse har vi besluttet, at vi lige så godt nu kan meddele vælgerne, at Dansk Folkeparti peger på Anders Fogh Rasmussen som statsminister, siger Pia Kjærsgaard i en pressemeddelelse, der kan opfattes ironisk./ritzau/