Dagens ret: Vand og vindfrikadeller

Aalborg 7. september 2002 08:00

HORNUM: Iiiirdk! Folkene bag dysten håber det. NORDJYSKE tør godt forudsige det. Iiiirdk bliver et af de rigtigt hyppigt benyttede ord, når deltagerne i Hornum-dysten i dag sætter sig til middagsbordet for at spise sig til mad. Rigtig mad. Men først forhistorien. I aftes tog Jørgen "NC" Christensen for tredie september i træk imod 12 mænd og kvinder, som frivilligt har tilbudt at lade sig bure inde bag et hegn i Hornum, bo i hjemmestrikkede halmhytter, lade sig udsætte for alskens strabadser, følelsesmæssige som fysiske, og med alt alt for lidt mad. Kort sagt Hornums svar på TV3's Robinson er i fuld sving. - I år bliver det hårdere end sidste år, lovede Jørgen "NC" Christensen, da deltagerne var blevet tjekket behørigt for ulovlige ejendele som lightere, mobilos'ser og chokolade. - Sidste år fik deltagerne lidt mad. I får slet ingenting, men der er fisk i søen. Mums til middag Helt sandt er det med maden ikke. Når deltagerne på rødt og blåt hold i dag har kæmpet sig gennem de første første par timers sveddryppende konkurrence, får de bogstavelig talt lov at spise sig til mere mad. Og så er vi tilbage ved begyndelsen. Iiiirdk. - De ved det ikke endnu, røber Jørgen "NC" Christensen. - Lørdag middag serverer vi en seks retters menu. Grisetæer, havtaske med hoved, blæksprutter, kalvenyre, brisling og - hvis vi kan - dræbersnegle. Hvis deltagerne spiser op - og kun hvis - kan de vinde en pose med frugt, kartofler, havregryn og andre sager... Iiiirdk. Det er tredie gang Hornum går Robinson i bedede på den helt jordnære vesthimmerlandske facon. - Jeg ved ikke, om det bliver hårdere end første gang, men der er i hvert fald strammet op i forhold til sidste år, garanterer Dennis Mosbæk, der selv deltog i den første Hornum dyst og har hjulpet til siden. Dysten varer indtil på næste lørdag, og ganske som på tv må en af deltagerne på det tabende hold hver dag forlade fællesskabet. De første fire dage holder Hornum dysten til ved Søttrup Fiskesø. På onsdag - på Septembermarkedets første dag - flytter løjerne til markedspladsen i Hornum, hvor vinderen bliver kåret på lørdag. Årets deltagere har næsten alle rødder i det vestlige Himmerland. - Det kommer sig af, at vi efterhånden næsten ikke behøver lede efter deltagere. De første meldte sig allerede under dysten sidste år, fortæller Dennis Mosbæk. Jessie Pedersen fra Farsø er en af dem. Hun er samtidig alderspræsident med sine 53 år. Men alder betyder ikke noget i den sammenhæng, mener hun. Et spørgsmål om held - Det er et spil, og skal man vinde et spil, kræver det held. Man risikerer jo at blive stemt hjem som den første lørdag aften, før man har fået vist nogen, hvem man er. Sulten frygter Jessie Pedersen ikke, og hun er også vant til at give sig selv udfordringer. - Jeg har løbet fire marathoner og været på vandretur i Nepal to gange. Det eneste, jeg helst vil undgå, er højder. Det er ikke mig, indrømmer hun. Årets deltagere er Carsten Jensen, 42 år, Hjørring. René Jensen, 34 år, Skanderborg. René Sørensen, 24 år, Aars. Peter Juel Mosbæk, 29 år, Holstebro. Jimmy Ellegaard, 37 år, Aalborg. Bo Rask, 36 år, Hornum. Helle-Merethe Nielsen, 41 år, Aalborg. Henriette Rask, 30 år, Farsø. Janie Samuelsen, 28 år, Hornum. Louise Bach, 19 år, Hornum. Jessie Pedersen, 53 år, Farsø. Stine Bagger, 21 år, Århus.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...