EMNER

Daglang strejke sinker OL-forberedelser

ATHEN:Grækenland var i går ramt af en daglang, landsomfattende strejke, der lammede den offentlige transport og forsinkede Athens forberedelser til De Olympiske Lege om lidt over fire måneder. Busser og tog holdt stille i den græske hovedstad, og folk, som tog deres bil på arbejde, klagede over, at det var en sand odyssé. Banker og andre former for service var lukket. Udsigten til en yderligere forsinkelse plager OL-arrangørerne, som i forvejen kæmper med at blive færdig til åbningen midt i august. Den Internationale Olympiske Komités chefinspektør, Denis Oswald, har sagt, at programmet for legene i Athen er så stramt, at "vi har ikke råd til at miste en dag". GSEE, det største græske fagforbund for privatansatte, kom med opfordringen til strejken. Forbundet kræver en lønstigning på otte procent og har antydet, at det er parat til yderligere arbejdsnedlæggelser, medmindre det lykkes at opnå en aftale. /ritzau/Reuters