Fødevarer

Dagligdagen er den samme

Stor forskel på den politiske interesse hos Kijevs borgere

KIJEV:Demonstrationer, strejker, politisk kaos - dagligdagen er den samme for ukrainerne, der efter en uges politisk krise er ved at være trætte af al balladen. I T-krydset Tarasa Sjevtjenka Boulevard og Pavla Pestelia-gaden ikke langt fra Kijev centrum dribler vinterklædte fodgængere og beskidte biler forbi hinanden i 10 centimeter sjap tirsdag formiddag. Krydset ligger kun tre kilometer fra den ukrainske hovedstads centrum, hvor titusinder for ottende dag i træk demonstrerer mod svindel ved præsidentvalget for ni dage siden. Men ikke én demonstrant med oppositionslederens Viktor Jusjtjenkos orange banner eller regeringskandidaten Viktor Janukovitjs blå banner er at se. Heller ikke på bilerne eller på de lange vinterfrakker er de to præsidentkandidaters farver til at få øje på. - Ved du. Jeg skal tjene penge. Jeg har et arbejde, der skal passes. Det har de fleste. Krise eller ej, dagligdagen er den samme, siger 50-årige Jurij Morgul, mens han skubber et par mælkekasser og en sæk kartofler ind i sin gamle og noget ramponerede varevogn. Den er hans kompagnon i transportfirmaet, der bærer hans eget navn. Hans største bekymring lige i øjeblikket er ikke den verbale boksekamp mellem præsidentkandidaterne, men vejret, der har været elendigt i 14 dage og har gjort det vanskeligt for ham at komme rundt i byen med varerne. Selv om han har sympati for de mange oppositionstilhængere inde i centrum, er han efterhånden ved at være lidt irriteret over de trafikale problemer, deres teltlejr og demonstrationer volder ham og hans kolleger. - Jeg stemte selv på Jusjtjenko, og jeg var i søndags inde og se demonstranterne sammen med min kone. De er søde, de unge mennesker, og jeg håber, de får et omvalg igennem, siger Jurij Morgul. I det tre etager høje indkøbscenter "Ukraina", der med sine blinkende reklamesøjler helt dominerer T-krydset, er der heller ingen tegn på den politiske ballade inde i byen. Derimod kan de få kunder i caféerne i underetagen være et tegn på, at en del af de unge, der plejer at mødes her, i stedet har lagt ruten om, og er taget til demonstration inde på Uafhængighedspladsen. Unge demonstrerer I musikbutikken "Media" på anden sal formoder 28-årige Sjinadia, der bestyrer stedet, at det er tilfældet. I de første dage efter præsidentvalget for godt en uge siden, kom der pludselig ingen unge i butikken. - Det var påfaldende. Alle de unge kunder var væk, mens de ældre og børnene var tilbage. Men det gjorde nu heller ikke noget, for min kollega og jeg havde heller ikke rigtig tid til at ekspedere kunder. Vi fulgte udviklingen på tv, men det må du ikke sige til min chef, siger hun. Men det er også den eneste forandring, hun har oplevet de seneste dage. Selv har hun tabt interessen for præsidentvalget og den efterfølgende strid mellem de to kandidater og bliver tydeligt overrasket over at blive spurgt, om hun tror, højesterettens behandling af klager om valgsvindel får konsekvenser for valgresultatet. - Jeg var faktisk ikke klar over, at højesteretten var gået i gang med at behandle klagerne. Det sidste jeg har hørt, var at retten ville behandle klagerne, siger hun og undskylder sig med, at hun har nok at gøre med arbejdet og at passe sin datter. - Ærligt talt. Jeg er ved at være træt af hele dette cirkus. I weekenden så jeg ikke en eneste nyhedsudsendelse. Alle vore politikere vil bare rage til sig selv og deres venner. De skulle gøre noget for de mange, os almindelige mennesker. Men det sker kun alt for sjældent, siger hun, mens en CD med trænet hånd bliver lagt i en ombytningspose og ned i en kundes taske. 12 timers arbejde Købmandskonen Natalja skråt over for indkøbscentret har ikke mærket noget som helst til demonstrationer, den politiske krise eller de mange strejker, der er i gang rundt om i byen. Hendes arbejdsdag i butikken er uændret 12 timer. Og hendes daglige gøremål i hjemmet er også de samme. Aftensmaden og madpakken til hendes mand står hun som altid for. Derimod er hendes interesse for politik blevet skærpet eller rettere blevet vakt efter præsidentvalget. - For en gangs skyld tror jeg, det gør en forskel, hvem der bliver præsident. Denne Janukovitj er en skidt knægt, og alle hans støtter er mere eller mindre banditter. Jusjtjenko er derimod en dygtig mand, og folkene omkring ham er succesfulde forretningsfolk, siger hun, mens hun prismærker stabler af sildedåser. Hun er helt ajour med, hvad der foregår inde i byen og i de politiske kredse lige i øjeblikket. Men hun erkender, at hun er ret alene om denne interesse for politik dels blandt hendes venner, dels blandt hendes kolleger. - Nu skal du høre. Vi er stadige fattige økonomisk. Men vi er blevet rigere politisk. Vi har mere demokrati og mere politisk indflydelse siden præsidentvalget. Det er vigtigt. De unge demonstranter er helte, og jeg håber, de tvinger et omvalg igennem, så vi kan stemme svindlerne ud. Det vil være noget nyt, siger hun. /ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst