Dagpengene er hurtigt talte

Som en af de mange uden job mærker Jan Lynge ledighedens pris

AALBORG:Som betonarbejder kender Jan Lynge, Golfparken i Aalborg, alt til perioder med arbejdsløshed, men en sommer uden arbejde i foreløbig godt 11 uger i træk er dog langt fra det normale. 42-årige Jan Lynge er dermed en af de ledige, der er med til at trække ledighedstallene op på et niveau, hvor de for hans faggruppe ikke har været siden 1997. - Nogle ugers arbejdsløshed omkring juletid eller i forbindelse med et jobskifte er helt normalt, men den nuværende situation er anderledes. Det er tydeligt at mærke, at byggeriet er gået tilbage, siger betonarbejderen, som ikke står alene i den situation. De fleste af kollegerne i det byggesjak, som han er en fast bestanddel af, og som byggefirmaer hyrer som en samlet enhed til større projekter, står ligeledes uden arbejde. - Normalt fungerer det påd en måde, at nogle fra sjakket får kontakt med et byggefirma, som skal have udført noget arbejde, og resten af sjakket bliver så trukket med på opgaven. Men som situationen er i øjeblikket, sker der ingenting, siger han. Få gang i boligbyggeriet For den arbejdsløse bygningsarbejder er der kun én løsning på det problem. - Få sat gang i boligbyggeriet. Sådan som erhvervslivet har det i øjeblikket, holder virksomhederne igen med nybyggeri, og så er der kun boligbyggeriet tilbage, lyder Jan Lynges råd til politikerne. På den måde vil man slå to fluer med ét smæk, tilføjer bygningsarbejderen med henvisning til, at der forsat er boligmangel. Selvom han har prøvet det før og ved, at arbejdet kan være der med kort varsel, er Jan Lynge godt træt af sin situation. - Den første tid gik det meget godt, fordi vores lejlighed trængte til at blive sat i stand, men det koster jo til materialer. Dermed er det pengepungen, der sætter grænser for den aktivitet, og pengene er sluppet op nu, siger Jan Lynge, der har brugt den ufrivillige pause fra arbejdsmarkedet på bl.a. at bygge nye skabe. - Understøttelsen rækker jo ikke ret langt. Hvis man forestiller sig, at jeg kom til at gå ledig i et år, ville jeg gå glip af mere end 200.000 kr. Det er altså noget, man kan mærke og må rette sin levestandard ind efter. De faste udgifter falder jo ikke tilsvarende. Men heldigvis har min kone en god indtægt, så helt galt går det ikke, siger Jan Lynge. Og at istandsættelsen er stillet i bero, betyder heller ikke total lediggang, men ekstra tid til sønnen Lukas på to år. For ikke at glemme indsatsen i fodboldklubbens ungdomsafdeling. - Det er vigtigt at have nogle fritidsinteresser, så man ikke går helt i frø. Man kan jo ikke ligge på sofaen og læse i NORDJYSKE hele dagen, fastslår Jan Lynge, der har et par og tyve år bag sig som betonarbejder.