Lokalpolitik

Dagplejebørn får nyt mødested

SIMESTED:Dagplejebørnene og deres dagplejere i Simested får nu snart et nyt mødested, hvor de kan være sammen og lege. En gruppe dagplejemødre i Simested vil gerne indrette Aalestrups kommunes ejendom Boldrupvej 63 til et samlingsted for fire kommunale dagplejere og 16 børn. Det godkendte byrådet på mødet i torsdags, hvor det dog blev præciseret fra flere sider, at betingelsen var, at det skulle være helt klart, at hvis bygningen blev solgt, måtte dagplejemødrene flytte et andet sted hen med børnene. - Jeg synes, det er en god idé, at dagplejen bruger lokalerne, når vi ikke skal bruge det til noget. Vi har jo før forsøgt at sælge det uden held, sagde borgmester Rigmor Sandborg (UP). Dagplejerne havde søgt om at få 20.000 kroner i tilskud til diverse materialer til bygningen såsom et nyt komfur, legepladsfaciliteter, maling og belysning. Og det blev besluttet, at pengene skulle komme fra økonomiudvalget. Desuden skal ejendommens trapper og kældernedgang sikres, men dagplejerne er indstillet på at skaffe arbejdskraft til det fra de lokale foreninger, eventuelt i samarbejde med beskæftigelsesafdelingen. Desuden arbejdes der med fremtidplaner om at udvide benyttelsen af huset til andre beboeraktiviteter som for eksempel etablereing af en internetcafé på 1. sal samt lokaler for forskellige mødeaktiviteter.