Børnepasning

Dagplejebørn må nu passes i eget hjem

Dagplejere får løn for eget barn

HJØRRING:I fremtiden skal dagplejere have lov til at passe egne børn - mod betaling. Det er dagplejens forældrebestyrelse og MED-udvalg, der er kommet med et forslag om, at dagplejeres børn skal have mulighed for at blive optaget i dagplejen som andre børn. - Vi har sagt ja til forslaget, fordi vi synes, at pasningsgarantien skal gælde for alle. Vi skal melde belsutningen ud, så andre forældre ved, hvordan det er, når de melder et barn ind, siger formanden for børne- og undervisningsudvalget, Else Købstrup (V). Hidtil har dagplejere haft mulighed for at tage sit barn vederlagsfrit med på arbejde, når de havde en tre-børns kontrakt. Hvis de er på en fire-børns kontrakt skal børnene indmeldes i dagplejen hos en anden dagplejer eller i vuggestuen. Den nye ordning gælder til barnet fylder tre år - så skal de indmeldes i børnehave. Forvaltningen forventer, at den nye ordning vil gøre det lettere at planlægge gæstedagplejen. Ordningen vil ikke betyde ekstra-udgifter for kommunen.