Børnepasning

Dagplejerne i Pandrup Kommune samles i netværk

PANDRUP:Fem dagplejere med deres tilsammen tyve dagplejebørn mødtes i går til julesang og æbleskiver i spejderhytten i Moseby. Og fællesarrangementer af denne art kan børnene godt vente flere af. De fem dagplejere fra Kaas, Pandrup og Moseby er nemlig med hjælp fra Kommunens Erhvervskontor blevet flettet sammen ind i en Netværksgruppe. - Vi har haft et uformelt samarbejde siden i sommer, hvor vi har mødtes og givet gode råd. Men samarbejdet bliver bedre nu og vi kommer til at lave flere ting sammen, siger Anja Jensen, som er dagplejer i Pandrup. I kølvandet på samarbejdet følger desuden en pose penge på 2000 kroner til hver af de fem. Pengene skal bruges til fagligt relevant indhold, som for eksempel foredrag. Allerede i begyndelsen af næste år er det første foredrag planlagt. Forældre er også velkomne, når der bliver sat fokus på alternative legeredskaber. I går var forældrene i øvrigt også inviteret, hvor de blev budt på Gløgg og æbleskiver, mens børnene sang julesange med Lene Frederiksen fra Musikskolen. - Vi syntes der skulle ske lidt ekstra, så derfor tog vi herud, forklarer Anja Jensen.