Ungdomsuddannelser

Dagsværk for børn i Nepal

FREDERIKSHAVN:Næste onsdag 6. november er dagen for årets dagsværk for elever på gymnasier, HF, VUC og HTX landet over. Dette års kampagne bliver til fordel for et uddannelsesprojekt for børn af de netop frigivne gældsslaver i Nepal. Projektet er foreslået af Mellemfolkeligt Samvirke, der således bliver Operation Dagsværks samarbejdspartner under kampagnen. Hvert år giver elever fra Frederikshavn Gymnasium - ligesom tilvarende uddannelsessteder landet over - en dags arbejde til fordel for et uddannelsesprojekt i den fattige del af verden. I stedet for skolegangen arbejder eleverne fx. på en fabrik, hjælper med lageroptælling eller gør rent hos virksomheder eller private. Andre synger og spiller musik, sælger kage på gaden, passer børn eller ordner huset derhjemme for forældrene. Alle der deltager tjener mindst 250 kr., som doneres til årets projekt. På den måde bliver der på en enkelt dag indsamlet omkring 5 millioner kroner, som sikrer børn og unge i andre dele af verden en uddannelse - og et håb om en lysere fremtid. Operation Dagsværk-gruppen på Frederikshavn Gymnasium opfordrer folk til at støtte initiativet ved at købe postkort til 10 kr. stykket eller få en dagsværker. For at få en dagsværker skal du ringe til en af kontaktpersonerne senest på torsdag, 31. oktober:Sanne Jørgensen, tlf. 26364088 eller Pernille Dam, tlf. 20300384 / 98467189.