Helsingør

Daisy utilfreds med første runde

HELSINGØR:Kun 13-årige Daisy Nielsen brugte i 77 slag i første runde af Europa Tour-turneringen Nykredit Masters i Helsingør, hvor frederikshavneren er yngste deltager i feltet på 126 spillere. Daisy Nielsen ligger på en delt 106. plads. Hun deler placeringen med blandt andre den forsvarende mester, Karen Margrethe Juul, og den unge nordjyde er blot ét slag efter sit idol, Danmarks bedste kvindelige golfspiller, Iben Tinning. - Jeg er lidt skuffet. Jeg havde håbet på et bedre resultat, men jeg begyndte at skubbe den ud til højre på de sidste huller, og jeg 3-puttede et par gange, fortæller Daisy Nielsen. Hun var sidste spiller i aktion i første runde, men gik alligevel direkte over på træningsbanen, da hun var færdig. Her finpudsede landstræneren Daisy Nielsens sving, så hun er fortrøstningsfuld inden runden i morgen, hvor hun starter kl. 9.40. Daisy Nielsen er formentlig tvunget til at præstere en runde under par, hvis hun skal kvalificere sig til weekendens finalerunder.