Dal: FCN er en lille smule svækket
Hobro-træneren håber på sejr i dagens opgør mod FC Nordsjælland

Jonas Dal tror på en 2-1-sejr over FCN i dag. Arkivfoto: Lars Pauli
HOBRO:I sidste uge tabte FC Nordsjælland 3-0 på eget kunstgræs til Randers, og det vil de forsøge at revanchere, når de i dag gæster DS Arena i Hobro.
Men Farum-holdet kommer til Hobro uden en skadet Uffe Bech samt forsvarsspillerne Patrick Mtiliga og Pascal Gregor, der begge har karantæne.
- Alt andet end lige må vi gå ud fra, at de på den bekostning i hvert fald er en lille smule svækket. Men hvis jeg kender Nordsjælland ret, så har de så mange dygtige spillere på lager, siger cheftræner Jonas Dal.
Nye spillere skal køres ind
Han kan også glæde sig over, at dagens modstander i vinterpausen har vinket farvel til flere profiler. Blandt andre Anders Christiansen, Søren Christensen og Morten Nordstrand.
Samtidig har holdet fået Gudjón Baldvinsson, Hans Mulder og Gudmundur Thórarinsson ind i truppen.
- Jeg tror et eller andet sted, at det er status quo, når de engang får spillet deres spillere ind. Men der er altid en indkøringsperiode, som vi også oplever med vores nye spillere. Vi håber selvfølgelig, at de ikke er helt spillet ind endnu, når de skal møde os, siger Jonas Dal.
Skal bryde FCN’s pasninger
Cheftræneren regner derfor også med, at det bliver hjemmeholdet, der i eftermiddag kan strække armene over hovedet og juble, når kampens sidste fløjt lyder.
- Jeg tror på, at vi vinder 2-0. Måske lukker vi en enkelt ind, men det bliver et heldigt mål. Så 2-1, siger Jonas Dal, der har lagt taktikken for, hvordan en sejr kommer i hus.
- Vi kan håbe, at vi kan komme i mellem deres pasninger og possessionsspil, som de er kendt for og dygtige til. Det håber vi selvfølgelig, at vi kan nedbryde. Efter det skal vi selvfølgelig sætte os selv i spil. Det skal vi gøre ved at lave gode omstillinger og bruge nogle af de områder, som Nordsjælland kommer til at efterlade, siger Jonas Dal.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.