EMNER

Dalende vælgertilslutning til euro'en

København, onsdag /ritzau/ I lyset af udsigten til en krig i Irak og svage økonomiske konjunkturer er tilslutningen til dansk deltagelse i euro-samarbejdet faldet med 2,7 procentpoint siden januar, viser en meningsmåling fra Greens Analyseinstitut i dagbladet Børsen. Et flertal på 55,4 procent af vælgerne vil dog fortsat stemme ja, fremgår det interviewene med 1184 personer i perioden 3. - 5. februar. Endnu kraftigere har faldet været blandt de vælgere, som ønsker en ophævelse af de danske forbehold på forsvarsområdet. I dag vil blot 51,4 procent ophæve forbeholdet - et fald på 7,1 procentpoint på en måned. - Målingen bekræfter, at situationen lige nu er så tilpas turbulent, at den ændrer på folks holdning til yderligere dansk integration i EU, siger europapolitisk chef i Dansk Industri, Lykke Friis, i en kommentar til målingen. /ritzau/