Udland

Dallas-politichef: Gerningsmand var vred over drab på sorte

Mistænkt bag drab på fem betjente i Dallas sagde selv, at han handlede på egen hånd, siger politichef.

En formodet gerningsmænd bag skyderiet i Dallas sagde inden sin død, at han var vred over den seneste tids hændelser, hvor politifolk har dræbt sorte amerikanere.

Det gav han udtryk for til en mægler, inden han blev dræbt af en af politiets robotter.

Manden sagde endvidere, at han ville dræbe hvide betjente, oplyser politichefen i Dallas, David Brown, på et pressemøde fredag morgen lokal tid.

- Han sagde, at han var vred over politiskyderierne for nylig. Den mistænkte sagde, at han var vred på hvide mennesker. Han erklærede, at han ville dræbe hvide mennesker, særligt hvide betjente, siger politichefen.

Skyderiet opstod torsdag aften midt under en demonstration i Dallas mod politivold.

Anledningen til demonstrationen var politiets nedskydning af to sorte mænd tidligere på ugen i staterne Louisiana og Minnesota.

Den nu dræbte mand formodes at stå bag drab på fem politifolk. Syv andre blev såret.

Den mistænkte oplyste desuden, at han ikke har forbindelse til nogen gruppe, men handlede på egen hånd, tilføjer politichefen i Dallas.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.