Dalmose efter kæmpesejr: Stadig meget at forbedre

Viborg-træneren er glad for, at hans hold fik sæsonens første ligasejr trods fraværet af flere profiler.

12. september 2013 08:39 - Opdateret 12. september 2013 08:40

Dalmose efter kæmpesejr: Stadig meget at forbedre

Viborg HK fik sin første sejr i kvindernes håndboldliga i denne sæson, da holdet onsdag aften storsejrede 37-20 hjemme over Ringkøbing Håndbold.

Trods den sikre sejr er der dog en del at gøre bedre, mener Viborg-træner Christian Dalmose.

- Der er stadig mange ting, vi skal have forbedret på holdet. Vi er stadig i opbygningsfasen, så vi skal arbejde videre med tingene og blive ved med at lægge lag på spillet, siger træneren til hbold.dk.

Viborg tabte i sæsonpremieren 28-30 ude til Team Esbjerg.

Christian Dalmose er glad for, at hans hold kom på pointtavlen.

- Det var rigtig dejligt med en sejr i dag (onsdag) oven på kampen mod Esbjerg. Det var en rigtig fin kamp. Vi spillede godt, men der var stor forskel på holdene, siger træneren.

I weekenden skal Viborg spille Champions League-kvalifikation i Rumænien, og det lå også i baghovedet på den erfarne træner.

- Vi sparede nogle spillere. Vi spillede uden Mouna Chebbah og Louise Burgaard, og så spillede vi også med to forsvars-angrebs-udskiftninger. Så jeg synes, vi klarede det godt, siger Christian Dalmose.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...