Dalmose håber på Slagelse-triumf

ADH lader op til den anden DM-finale under fine forhold på Tenerife

TENERIFE:- For dansk håndbold håber vi, at Slagelse igen vinder Champions League. Og for Aalborg DH vil en Slagelse-triumf betyde, at vi er direkte kvalificeret til næste sæsons Champions League i stedet for at skulle gennem kvalifikationskampe. Cheftræner Christian Dalmose peger på disse to gode grunde til, at Aalborg DH-truppen krydser fingre for modstanderen i DM-finalen, når Slagelse i aften spiller returkamp mod Kometal Skopje om kvindehåndboldens ypperste trofæ. Slagelse har et forspring på 27-23 fra hjemmekampen med i bagagen til Makedonien, og Christian Dalmose mener, at det samlede udfald står og falder med én spiller, Bojana Popovic. - Hun fylder så meget på Slagelses hold, at det er altafgørende, om hun har en god eller dårlig dag. ADH-truppen har siden tirsdag været i træningslejr på Tenerife, hvor forholdene er perfekte, men Christian Dalmose ærgrer sig en smule over, at nordjyderne sandsynligvis går glip af aftenens opgør mellem Kometal Skopje og Slagelse. - Det lader ikke til, at vi kan se tv-transmissionen hernede, men vi får naturligvis kampen optaget derhjemme og kender i forvejen Slagelse så godt, at det ikke får nogen sportslig betydning. ADH'erne vender hjem på tirsdag og foretager således den sidste afpudsning på dansk grund, inden holdet lørdag 28. maj skal forsøge at fremtvinge en tredje DM-finale ved at besejre Slagelse i Gigantium. Anja Andersens tropper slog for knap to uger siden ADH 33-30 i den første finale i Brøndbyhallen, der tirsdag 31. maj bliver rammen om en tredje og altafgørende slutkamp, hvis Dalmoses disciple vinder på egen boldgade.