Akvakultur

Dambrugsejer slap billigt

STØVRING:Dambrugsejer Thomas Christensen var heldig, da et gylleudslip fra en gård syd for Støvring slap delvist ud i Lindenborg Å. Gyllen er farlig i åerne, fordi den bruger meget af åens ilt, og også har et højt indhold af ammoniak, der er meget giftigt. Men den del af Christensens dambrug, der ville have været hårdest ramt, står stille i øjeblikket. Hvis det havde kørt på fuld kapacitet, havde Thomas Christensen risikeret at miste 100-150 tons fisk. - Det ville nok have kostet mig mellem fem og 10 millioner kroner. Plus at jeg ville have været sat et til to år tilbage, fortæller Thomas Christensen. Den del af hans dambrug, som stadig kører, bliver mest forsynet med vand fra en kilde på Thomas Christensens egen grund, mens den for tiden stillestående del blev forsynet med omkring 70 procent å-vand.