Dame med stil

Min svigermor var en dame med stil.

Lokalpolitik 1. oktober 2008 06:00

Hun kunne sagtens kende originale PH-lamper fra diverse efterligninger, hun kendte prisen på sølvtøj fra Georg Jensen, og hun vidste, hvor byens bedste slagter boede. Hun lagde vægt på at se godt ud, og der var ingen smalle steder, når hun skulle rigges til. Hun levede mest i gode tider, hvor hendes økonomiske formåen stod mål med hendes ambitionsniveau, men selv i mindre gode tider slækkede hun ikke på kravene. Hun spiste gerne havregrød for at få råd til en ny hat. Aalborg er også som en dame med stil. I disse år bliver byen bygget om, shinet op og rigget til. Der bygges, hamres og bankes overalt, og man skal være heldig, hvis man to dage i træk kan cykle den samme vej til arbejde uden at støde ind i nye vejafspærringer, ekstra stilladser eller nyopgravede huller. Det er spændende at følge Aalborgs omdannelse fra industriby til vidensby. Se hvordan kommune og erhvervsliv går hånd i hånd, og følge den kreativitet, der både planlægningsmæssigt, praktisk og økonomisk bliver lagt for dagen. Og der er ingen smalle steder. Boulevarden bliver lagt med fornem granit. Gen-lagt og gen-gen-lagt, da granitten viser sig ikke at du til tung buskørsel. 20 millioner kroner er brugt, og en god del af dem er med borgmesterens ord nødvendige lærepenge. I et fortov på Nytorv bliver der lagt blå lyslederkabler, som skal illudere den for længst overdækkede å. Flot ser det ud, hvis man ellers kan se det for alle de mange buspassagerer, der venter på en af områdets mange busser. Den gene, at kunder trækker rust fra fortovet langt ind i butikkerne, er der ingen, der taler om. Længere nede mod fjorden er der lagt bittesmå brosten i et flot sort og hvidt mønster, som skal lede tankerne hen på fjordens bølger. Flot, men ikke den billigste måde at lægge fortov på. Havnehaven er sød og hyggelig og velegnet til læsning, hvis man ellers kan finde fred for trafikken fra den ene side og boldspillere og skatere på den anden. Havnefronten tager form. Der skabes en sammenhæng mellem byen og fjorden, som er en klar forbedring af Aalborg bys look. Det er en fryd at se det fornemme Utzon-Center knejse på kanten mellem fjorden og byen, og det er dejligt at se Nordkraft udvikle sig til et kulturcentrum til glæde og gavn for den brede befolkning. Men der er også sorte pletter på by- og havnekortet. Kvægtorvet står som en ussel ruin og et monument over fejlslagne beslutninger og med en fremtid, hvor ingen har nogen idé om, hvad det skal bruges til, og hvor byrådspolitikerne har solgt deres indflydelsesret for 1 krone. Om Musikhuset ved vi kun, at det er skrumpet ind fra den flotte gyldne reje til den lidt mere ordinære grå makrel. Karolinelund er et Aalborg klenodie, som nedslidt, syg og udmattet landede på kommunale hænder, hvor afklaringen af forlystelsesparkens fremtidige skæbne ligger på politikernes bord. Aalborg har stil og et højt ambitionsniveau, og der skal bruges penge. Mange penge. Utzon-centret har allerede fået en håndsrækning på fem millioner. Nødvendigt, siger borgmesteren, for der er jo ingen, der vil betale for at komme derind. Så nu kan borgerne komme gratis ind for at se det fysiske udtryk af det musikhus, som byrådet allerede har brugt et tre-cifret million beløb på, og som i al fremtid vil koste adskillige millioner driftskroner om året. Kommunale kroner er allerede begyndt at tilflyde Karolinelund, og skal parken overleve, vil de blive fulgt af mange endnu i de kommende år. Hvis nogen skulle finde ud af, hvad Kvægtorvet skal bruges til, vil det med al sandsynlighed også blive med involvering af kommune støttemillioner. Jo – Aalborg er som en dame med stil, der holder af nye hatte. Og som holder af fest og farver. Selv i en krisetid kan vi male byen rød. Både når vi skal have ekstra salg i butikkerne, og når vi får udenlandske fodboldfans på besøg. Havregrøden? Den kan vi spise inden døre. Den spises i daginstitutionerne, på skolerne og i plejesektoren. Og for at havregrød ikke alt for tit skal være på menuen, kan vi fra tid til anden sælge ud af arvesølvet. Det går jo nok, når bare der ikke er alt for mange, der opdager det. Det ville min svigermor sagtens kunne forstå. Hun ville måske endda have gjort det selv. Kirsten Hein er leder af Virksomhedscentret i Jobcenter Aalborg. Samfundspolitisk engagement med rod i 70'ernes kvindebevægelse og 80'ernes kommunalpolitiske virke. Bedstemor til fem piger, ikke-ryger, helårsbader og cyklist.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...