Damejuniorer smed en oplagt mulighed væk

Sindal 1. september 2003 06:00

SINDAL: Tilhængerne fra Farsø KFUM/HK havde medtaget klaptræer til kvalifikationsstævnet i Sindal-Hallen i lørdags, og det skulle bagefter senere vise sig, at de havde mest at klappe ad. Trods fordel af hjemlige omgivelser spillede Sindals håndboldpiger, der gerne vil i Damejuniordivisionen, så nervøst og famlende, at de tabte alle muligheder på gulvet for at afgøre tingene allerede i første kvalifikationsrunde. Sindal og Farsø mødtes i stævnets første kamp, hvor begge mandskaber lagde ud med et så godt forsvarsspil og særdeles usikker angrebsspil, at måltavlen længe stod på 1-1. Efter dommernes opfattelse spillede Farsø-pigerne længe for hårdhændet, og det kostede fire straffekast og to udvisninger. Efter den anden udvisning, hvor Sindal kom foran 11-8, ændrede Farsø forsvarstaktik, og det viste sig at være en god ide. Med undtagelse af Astrid Helmer formåede Sindalpigerne ikke at tilspille sig åbne scoringschancer, og da Helmer brændte på stolpen, kunne Farsø under stor jubel vende det truende nederlag til 11-11. Dermed så det ud til, at målscoren imod Odder IGF skulle blive afgørende for, hvem der snuppede førstepladsen. Det var først Sindals tur, og i starten havde Sindal-pigerne fire minutter, hvor spillet kørte og de hurtigt bragte sig foran med 7-2. Derefter skiftede Odder IGF målvogter, og efter nogle svage afslutninger på hende gik der fuldstændig panik i Sindal-pigerne med tekniske fejl og håbløse afslutninger på stribe. Det undertippede Odder-hold fik revanche for et kæmpestort nederlag fornylig og vandt 16-11 over Sindal. - Det var rent ud sagt noget skidt, pigerne lavede i den anden kamp. Den skulle de vinde, men når de ikke formål at score på 100 procents chancer, så går der panik i dem. Men holdet er ret urutineret med mange, der ikke er vandt til at spille under pres, sagde Mai-Britt Nielsen, Sindals træner bagefter. Holdet har en chance mere på lørdag, og menuen på ugens træning står vistnok især på skudtræning.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...