Damer i pink slog et slag for kræftramte kvinder

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der blev også brugt ly­se­rø­de golf­bol­de. Her er det Vi­beke Leighton, der slår ud.

ØLAND:Det var 24 festligt klædte damer i lyserødt, der slog et slag for brystkræftramte kvinder, da Øland Golfklubs dameklub Rapænderne torsdag eftermiddag og aften afviklede årets udgave af Pink Cup. I det smukke sommervejr var der gode betingelser for spillerne både for godt spil og hyggeligt samvær. Det sidste er ikke uden betydning, pointerer matchleder Hanne Hansen, der har haft travlt op til matchen med planlægningen af hele arrangementet, hvor alt stod i et lyserødt skær. - Vi har altid gjort en stor indsats for at skaffe mange penge til det gode formål, siger Hanne Hansen, der endnu ikke har et overblik over, hvor mange penge Øland Golfklub kan sende videre til Kræftens Bekæmpelse. Vi har altid været en af de klubber, der i forhold til deltagertal har samlet flest penge, og det har betydet, at vi hvert år har været repræsenteret ved landsfinalen. Vinder af A-rækken blev Marion Holt, der opnåede imponerende 43 point efter flot spil. Nr. 2 blev Jeanette Andreasen med 32 point og Aase Gundersen med 31 point. B-rækken blev vundet af Heidi Nielsen med 33 point foran Hanne Berntsen og Ann Pedersen, begge med 31 point. Længste drive blev opnået af Marion Holt, og Bodil Larsen kom tættest på flaget på hul fem med 3,15 meter. Pink Cup er Danmarks største golfturnering for kvinder. På fire år er turneringen vokset fra 63 deltagende klubber, som via sponsorer indsamlede 400.000 kr., til 100 deltagende klubber i 2006, som indsamlede 1,5 mio. til kampen mod brystkræft. De indsamlede penge går til mere forskning, forebyggelse og støtte til brystkræftpatienter og deres pårørende. 40 klubber dyster om vandrepokalen ved landsfinalen i Sorø fredag 21. september. De 40 klubber kvalificerer sig ved enten at være blandt de 20, der har indsamlet flest penge samlet set, eller de 20 klubber, der har indsamlet flest penge pr. Pink Cup deltager. hc