Brønderslev

Damerne videre i jysk turnering

BRØNDERSLEV:Damerne fra Brønderslev Bowlingklub har deltaget i Jysk Turnering, som blev spillet i Hjørring Bowlingcenter. Der var deltagere fra Hjørring, Frederikshavn-Himmerland, Hobro, Skagen og Brønderslev. I denne turnering møder alle hinanden i en serie, som giver to point for en vunden serie. Holdene består af tre spillere og en reserve. Brønderslev-holdet var Lise Lotte Rasmussen-Maria Rasmussen-Conny Brønden og Birgit Andersen. Brønderslev vandt otte ud af 10 point. Resultatet rakte til en andenplads efter Hobro, det giver adgang til anden runde, som spilles i Løvvangcentret 12. april. - Helt forrygende var Lise Lotte Rasmussen med en højeste serie på hele 274, og et snit på 213, fortæller klubbens pr-medarbejder i Brønderslev Bowlingklub, Birgit Andersen.