Dameynglinge kom ikke med i divisionsrækken

Elling 17. september 2002 08:00

SINDAL: Som ventet var Fredericia HK 1990 og Team Haderslev for hårde modstandere, da Sindals dameynglinge i håndbold i søndags i Skive-Hallerne spillede anden kvalifikationsrunde til dameynglingedivisionen. I den første kamp spillede Sindal-pigerne for deres chance, men Fredericia HK 1990 vandt dog klart 18-12, og da Fredericia-pigerne også vandt deres næste kamp imod Team Haderslev, var kampen mellem Sindal og Team Haderslev uden reel betydning, idet kun vinderen fik en plads i divisionsrækken. Team Haderslev gav Sindal en afklapsning på 29-12, og dermed spiller SIF-pigerne i ynglingeeliterækken i efteråret. Der er foretaget puljeinddeling for de hold, som den vendsysselske talentfabrik har med i ungdomsdivisionerne. Herreynglingene er kommet i gruppe med Bjerringbro FH, Brabrand IF Ungdom, Kolding IF, Skive FH og Team Midtjylland. Og damejuniorerne har fået Horsens HK, Kolding IF, Randers HK, Team Esbjerg og ØAI/Auning IF som puljemodstandere. Dermed er der ikke taget geografiske hensyn ved den nye puljeinddeling af divisionsrækken, idet holdene fra Vendyssel er kommet i hver deres pulje. Foruden Sindal drejer det sig i herreynglingedivisionen om Team Østvendyssel og damejuniordivisionen om LSU Sæby og Strandby/Elling IF. poch

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...