Dampende heftigt og regnvådt

NORDJYSKEs anmelder Bent Stenbakken deler stjerner ud til de første koncerter på Nibe Festival.

Outlandish koncert. Foto: Henrik Bo

Outlandish koncert. Foto: Henrik Bo

Outlandish Søren Huss De eneste to The Floor Is Made of Lava Lars Lilholt Band Det må være umuligt at få gang i festen, tænker du, da Outlandish indtager den store scene på Nibe Festivalen tidligt torsdag eftermiddag. Dyngvåde tømmermænd. Især drengene ser plagede ud, mens pigerne er mere morgenfriske og både har nået badet og make-uppen. Skønt regnen har hamret massivt ned over festivalen nat og morgen. "Rock all day" hedder åbningsnummeret og snart har den entniske hiphop- og rapgruppe godt fat i publikum. Gruppens tre frontfigurer, Isam Bachiri, Lenny Martinez og Waqas Qadri, synger noget af det mest overlegent elegante hiphop og rap, som er at til opdrive her på kloden. Båret af stort musikalsk overskud får de snart glade viftende hænder i vejret. -Mit hjem er dit hjem, synger de lettere ironisk i nummeret "Guantanamo", om det amerikanske fængsel for terroristmistænkte på Cuba, men ellers er gruppens optræden og greb om publikum båret af kærligt nærvær og åbenhed. Det er musik, der først sugede næring fra gangstarap, men som nu er blevet et unikt miks af arabisk og indisk musik og såmænd også dansk højskolesangbog. Og så har de nogle stemmer, der er som smurt i honning, mens ordene kan være ganske barske. Som i det nye nummer fra deres kommende album. "Better days goes like this" hedder det, og det er ganske caribisk solskinsbeskinnet rent musikalsk mens refrainet er ganske nøgternt realistisk. - Poverty is like love, makes you do crazy things - fattigdom er lige som kærlighed, det vil få dig til at lave vanvittige ting. Og på trods af tiltagende regn får de jakkesætklædte drenge hele pladsen op at danse og synge, og den håndspillede backing med rigtige trommer og elguitar er også med til at trække op, og efter deres "Aisha" og det nye hit "Triumph" bliver der tid for ekstranumre, hvor hele pladsen går i knæ og bagefter hoppende går amok med hævede paraplyer og taktfast viftende hænder. Og i Rocktown fulgte Saybias forsanger Søren Huss op med sine sørgmodige erindringssange om tabet af den elskede. "Du er så smuk", hedder en af dem, og det var så der var andet vådt i øjnene end regndråber. Personlige tekster om at lære det sværeste i livet. At tilgive. Også at tilgive at nogen tillader sig at dø fra én. Og så gik pædagogisk dansksproget maskinrock i den på store scene. De eneste to, alias Peter Sommer og Simon Kvamm, fik igen hele pladsen op at skråle med på sange som "Aftenbønnen" og ikke mindst "Jeg har ikke lyst til at dø". De to klæder hinanden. Både musikalsk og tekstmæssigt, som de kører tingene op på to akustiske guitarer med backing af tamtammer, men det er på ordsiden, de får mest ud af samarbejdet. Kvamm får alvor i sin ironi, og Sommer får luft ti sin depression. Og så skal vi da lige love for, at hele læsset væltede, da rockvennerne og bandet Kellermensch blev inviteret på scenen for at give en guitarhånd med under ekstranumrene. Og regnen tog til, men hvor var vi egentlig ligeglade. Sådan, Nibe. Vådt var det, men heftigt blev det. Sådan også onsdag aften, i Rocktownteltet, hvor der var gjort plads til The Floor Is Made Of Lava. Esbjergbandet er ikke bare det nye store undergrundsband, de er det nye store. Efter deres andet album "Howl at the Moon er der kommet mere metalkant på deres rock, og de forstår på original vis at bruge inspirationen fra eksempelvis Pearl Jam og Nirvana uden at det bliver latterlig kopiefterligning. I forsanger Tobias Kippenberger har gruppen udover en lys, skærende stemme, der kan trænge gennem guitardrønet også en glad dansende frontfigur, smøgbevæbnet og flabet og straks fra åbningsnummeret er teltet taktfast, hoppende oppe at køre. Iført hvid t-shirt og en læderjakke, der snart bliver smidt, er Kippenberger centrum for rockløjer, hvor der ikke skal stås stille eller tænkes tanker. Bare brøles med, mens du danser og krammer din festivalkæreste. Bassisten Simon Visti åbner ofte numrene med en sej basgang og sejtrækker så resten af bandet i gang. Her er hjerteskærende guitarsoloer, tungt drønende trommer, mens Kippenberger hæsskriger ordene igennem lydmuren, Det er rock med tæthuggende giftig bid og på kanten af at være metal. -Hvad er der med jer Nibe. I er fuldstændig oppe i det røde felt, lyder der fra forsangeren. Og han har fuldstændig ret, og der var ikke en ærlig t-shirt eller tynd top, som ikke var svedgennemblødt oppe foran efter en forrygende rundtur i sange som "House Of Cards", "Leave Me Now (Leave Me Tomorrow)", "Do Your Sister" og "Harder Than You Think" og selvfølgelig "All Outta Love". Eneste svaghed ved bandet er de stille kærlighedsballader. Her går det lidt i stå for den Formel 1-rock, som bandet dyrker. Tomgang og kedsommelig gentagelse lurede, eller var det blot teltet, der i den grad bare var til fest? For ellers fik bandet i den grad pisket publikum og sig selv op i den villede ekstase med deres store drønende lyd. Det er det, som de hede lavadrengene kan og nu gør rigtig godt - den storladne, energiske rock tæt på stadionformatet. Fra rock til danskpop. På store scene var der onsdag gjort plads til en anden folkelig og uopslidelig jysk publikumsmagnet, Lars Lilholt Band. Oven i købet forstærket med seks trommeslagere. Det er topprofessionel underholdning og med djærv energi og kompetent showmansship har Lilholt og band godt greb i publikum fra åbningsnummeret "Ofelia". Hver en bod, bar og spisested på festivalpladsen er tømt, for Lilholt er Nibe i en nøddeskal. Folkeligt syng med kor på ords som la, la la, la,la eller wauw, wauw, og lur mig om ikke det både fungerer og får folk i smittende godt humør. Det er dansktop mere end det er rock, men det er genkendeligt, dansk og ualmindeligt gemytligt. Og når Lilholt selv griber violinen og erindrer sig første høstbalsjob i Gravlev og trommeslager Thrane fornøjet tamper løs på bækkenerne opspændt foran i hans stål hula-hula-ring, vil jublen igen ende tage. Nibe vil ha´ Lilholt, og Lilholt får de i stribevis af tilbageskuende erindringssange, om dengang alt var bedre end det er i dag, og hvor enhver bankmand med respekt for sig selv bare havde et hånlig fnys til overs for et ord som finanskrise. Kald det kærlighed, kald det lige, hvad du vil - men det fungerer! Bent Stenbakken Bent.stenbakken@nordjyske.dk