EMNER

Damplokomotiv kom i "husarrest"

Måtte pænt blive i Skagen efter at have leget pyroman på Hulsig Hede

SKAGEN:Det gamle damplokomotiv, FFJ 34, måtte søndag og mandag pænt blive i Skagen, mens et andet veteranlokomotiv, SBM 5 fra 1952, fik lov til at trække Limfjordsbanens museumstog mellem Skagen og Frederikshavn. Damplokomotivet var nemlig sat i midlertidig "husarrest" på banen ved Skagen Station, efter at det lørdag eftermiddag blandt andet havde sat ild til Hulsig Hede flere steder. Også et sted lige nord for Aalbæk var det gået galt, men det så folkene fra Limfjordsbanen og passagerne i toget ikke noget til. - Det varer jo et stykke tid fra damplokomotivet taber gløderne, til det udvikler en egentlig brand på heden, og vi fandt først ud af, at der var noget galt, da vi omkring Hulsig over radioen blev orienteret om, at vi havde en mindre "brandhale" bag os, fortæller Michael Winther fra Limfjordsbanen. Det skete omkring klokken 17 lørdag eftermiddag, men selv om folkene fra Limfjordsbanen nu var klar over problemerne, var de nødt til at fortsætte til Skagen, hvor damplokomotivet efter planen skulle være fremme et kvarter senere. - Vi kunne jo ikke bare stoppe midt på sporet. Gløderne skal jo tages ud af fyret i damplokomotivet, og det kunne i dette tilfælde ikke klares, før vi nåede frem til Skagens station, fortæller Michael Winther. Sporskifte Men så var der også dømt "sidespor" for lokomotivet både søndag og mandag helt frem til hjemturen mandag eftermiddag. - Vi turde ikke risikere, at det atter udviklede sig til en brand, og de lokale brandmyndigheder forbød os for øvrigt også at køre mere med damplokomotivet. Lokomotivet fik så til gengæld lov til at køre små ture i nedsat tempo inden for Skagen Stations område, så skagboerne også fik lov til at nyde synet af det gamle tog. Her gav det så med jævne mellemrum nogle kraftfulde "giv-agt-fløjt", mens det sendte små sorte skyer op mod himlen, måske for at give udtryk for, at det gerne ville have været ud på en noget længere tur. - Til gengæld blev prisen for at køre med veterantoget sat noget ned, og passagererne var meget forstående overfor, at det ikke var damplokomotivet, der trak vognene. De kunne jo selv se, hvorfor det var sådan, når vi kom forbi de sorte pletter fra branden på Hulsig Hede, fortæller Michael Winther. Penge med hjem Bortset fra problemerne med damplokomotivet, er han godt tilfreds med de tre dages forsøg med "levende togmuseum" på toppen af Danmark, og folkene fra Limfjordsbanen overvejer da også at vende tilbage i sommerferien næste år. - Vi er godt tilfreds med belægningen. En af turene var helt fyldt op, og mandag var der flere børnehaver i Skagen og Jerup, der benyttede sig af tilbudet, så vi tager hjem med et tilfredsstillende overskud, der fuldt ud vil blive brugt til vedligeholdelse af materiellet, konstaterede Michael Winther i går eftermiddags inden sidste afgang fra Skagen.