Detailhandel

Damsgaard-kabale går op

Carsten Andersen overtager Økonomikøb pr. 30. december

FREDERIKSHAVN:Damsgaard Økonomikøb får ny ejer. Jytte Sørensen har netop solgt forretningen til Carsten Andersen, der i fovejen driver Damsgaard Super. Og selv om detailmarkedet er presset - særligt i Frederikshavn, så glæder Carsten Andersen sig til at få endnu et supermarked under sine vinger. - Planen er at vi også frem over lader de to forretninger leve hver deres separate liv , og det betyder også at Økonomikøb kommer til at fortsætte i sit nuværende kædesamarbejde under navnet Damsgaard Super Spar, siger Carsten Andersen. Hans umiddelbare vurdering er, at der ikke kommer til at ske nævneværdige ændringer - hverken for personale eller kunder. - Vore kunder vil opleve de samme kendte ansigter og det samme varesortiment - også efter nytår, siger den nye ejer. For familien Dams- gaard/Sørensen er det en æra, der dermed slutter. Siden købmand Jens Sørensen døde for godt seks år siden har enken, Jytte Sørensen drevet de mange virksomhedsgrene videre. Med salget af Økonomikøb er puslespillet endeligt gået op . - Jeg kan sige, at Jytte Sørensen er glad for, at Damsgaard Super Spar nu har fundet en endelig afklaring af ejerforholdet. - Det betyder at virksomheden er rustet til at blive ført videre. Og det har været meget afgørende for Jytte Sørensen, siger revisor Kurt Rasmussen på vegne af sælgeren. Overtagelsesdagen er 30. december.