Damsgaard lavede assist: Han har noget Laudrup over sig

Mikkel Damsgaard har samme blik for spillet som Michael Laudrup, siger Kasper Hjulmand efter flot assist.

Det er ikke på udseendet, at Mikkel Damsgaard og Michael Laudrup minder mest om hinanden.

Det er ikke på udseendet, at Mikkel Damsgaard og Michael Laudrup minder mest om hinanden.

KØBENHAVN:Kreatøren Mikkel Damsgaard lavede oplægget til det andet af Danmarks mål i onsdagens 2-0-sejr over Skotland, og det gjorde midtbanespilleren fra Jyllinge i bedste Michael Laudrup-stil med et vip over nogle forsvarsspillere til Joakim Mæhle, der var løbet i dybden.

Netop lighederne mellem Laudrup og Damsgaard har Kasper Hjulmand set mange gange, fortæller landstræneren, der kender Damsgaard fra deres fælles fortid i FC Nordsjælland.

- Det, som Michael kunne, har jeg jo set hele min barndom, og jeg har været meget i Barcelona og se ham gøre det. Jeg har også været heldig med at spille et par oldboyskampe med ham, hvor jeg har set ham gøre det.

- Michael var helt, helt outstanding til de ting, og "Dams" (Mikkel Damsgaard, red.) har jeg set gøre mange af de samme ting.

- Nogle gange er det gennem benene på modstanderen, og andre gange er det med et chip, men Damsgaard ser de der dybe bevægelser og forsøger at spille dem, hvor der er plads. Det er rigtig lækkert, siger Kasper Hjulmand.

Det var Joakim Mæhle, der spillede bolden til Damsgaard, og nordjyden fik den så igen, da han fortsatte sit løb ind i feltet.

Mæhle var sikker på, at Damsgaard nok skulle få spillet bolden tilbage til ham, selv om et par skotske forsvarsspillere umiddelbart spærrede udsynet.

- Det er jo en af de ting, som Damsgaard kan. Han ser noget, som få spillere ser, og det var et rigtig, rigtig lækkert vip gennem to forsvarsspillere. Det var helt fantastisk, at han så det, siger Joakim Mæhle.

Mikkel Damsgaard har spillet ni A-landskampe, og han har en imponerende statistik med fire mål og fem assist. Han har mulighed for at forbedre tallene på lørdag, når Danmark spiller VM-kvalifikationskamp ude mod Færøerne.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.