Dana Cup byder på mad i FFK-hal

På grund af bygning af Arena Nord er man flyttet ind på Flade Engvej

Marianne Isenmarianne.isen@nordjyske.dk FREDERIKSHAVN: De fylder ikke meget i den store sal i FFK-centret med plads til 800, der mandag skal være årets madsal. Ledelsen af Dana Cup spiser frokost søndag inden de samme med de mange frivillige for alvor skal i gang med turneringen. Indvielsen mandag aften kan som sædvanligt foregå på stadion, men på grund af bygningen af Arena Nord har man måtte flytte madlavningen og diskoteket til FFK-centret. Samtidig har man flyttet dommernes campingvognkoloni fra Nordstrand Camping over bag hallerne for at se, hvordan det fungerer. Der er en dansk og en svensk leder af serveringen nemlig kokken Kim Wulff Nielsen og svenskeren Janne Hansson, der skal sørge for at alt klapper, når de cirka 4800 deltagere skal bespises. - Jeg tror det bliver kanongodt med dette sted som madsal. Men nu skal vi lige have en hel dag med morgenmad, frokost og aftensmad, før jeg vil udtale mig om FFK-centret er bedre end Idrætshallen, siger Janne Hansson, der faktisk er urmager, når han ikke arbejder med Dana Cup. Han betragter det som en klar fordel, at køkkenet og madsalen er i samme niveau. At hjælperne ikke skal slæbe mad op af 5-6 trappetrin som de skal i Idrætshallen. Det er hårdt for ryg og bentøj. - Til gengæld har vi her i år mindre plads til vores udendørs køkken med de store friluftsblus. Det kan på den anden side betyde, at vi føler os mere som et team, når vi er så tæt på hinanden, funderer han. Han og Kim Wulff Nielsen har i øvrigt også besluttet sig for, at forny menuplanerne. - Vi vil gerne lave moderne mad, når det er til unge mennesker. Så i år prøver vi blandt andet med pita-kebab, kyllingevinger og herregårdssteak, siger han. Ingen afbud Koordinator Martin Høeg er også spændt på deltagernes reaktion på dette års ændringer af Dana Cup. Den første succesindikator indløb sent lørdag aften, hvor ledelsen fik endelig besked om at turneringens mest ”eksotiske” indslag, nemlig holdet CJSKA fra Burkino Faso, der havde fået visum og var på vej. De skal spille deres første kamp tirsdag klokken 9.30 og man var spændte på om de ville få visum til tiden. Der er således ikke kommet nogle afbud til turneringen, som kommer til at tælle 24 forskellige nationer fordelt på cirka 280 hold.