EMNER

"Dana " i svensk tjeneste

Svenske myndigheder har chartret det danske havforskiningsskib i to år - det betyder flere jobs ombord.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Dana har efterhånden 30 år på bagen, og i DTU Aqua regner man ikke med, at skibet har mere end fire-fem år tilbage i aktiv tjeneste.Arkivfoto: Hans Ravn

I år er det 30 år siden, at ""Dana"" forlod Dannebrog Værft i Århus, og i alle årene har skibet med Hirtshals som hjemhavn spillet en hovedrolle i dansk havforskning. Men i de kommende to-fire år kommer skibet også i svensk tjeneste. Sverige har nemlig sendt sit havforskningsskib Argos på pension, og indtil en afløser er på plads, har svenskerne hyret "Dana" til at indsamle de fiskeridata i Kattegat, Skagerak og Østersøen, som er med til at danne baggrund for EU's fiskekvoter. Det er DTU Aqua - et institut under Danmarks Tekniske Universitetn - der er reder for "Dana", og vicedirektør Helge Thomsen er godt tilfreds med den svenske charter, som betyder et værdifuldt tilskud til driften af det aldrende forskningsskib. - Det er rigtigt dyrt at drifte et skib som "Dana", men med den aftale, vi har lavet med svenskerne, så bliver omkostningerne spredt lidt mere ud, konstaterer Helge Thomsen. "Dana" har årligt 100-150 sejldage i dansk tjeneste. Med den nye charteraftale stiger det antal til omkring 240 dage på havet i de kommende to år, og hver eneste sejldag koster i runde tal 165.000 kr. Så selv om Helge Thomsen ikke vil sætte kroner og øre på værdien af kontrakten med svenskerne, så skyder man ikke helt ved siden af med et bud på mindst 17 millioner kr. årligt. Og den danske statskasse kan se frem til flere skattekroner af aftalen, for den betyder nemlig også, at DTU Aqua i øjeblikket annoncerer efter flere besætningsmedlemmer. I øjeblikket er der knyttet omkring 20 personer til besætningen, men i DTU Aqua forventer man, at det antal i løbet af kort tid vokser til godt 30. Netop nu søger DTU Aqua således efter navigatører, stewarder, skibskok, 2. fiskemester samt en maskinmester. Det var som nævnt i 1981, at "Dana" forlod Dannebrog Skibsværft i Århus, og med 30 år på bagen kan skibet efterhånden ane samme skæbne som svenske Argos. - Jeg regner ikke med, at skibet er operationelt mere end fire-fem år længere. Derefter håber vi naturligvis på at få midler til et nyt skib, der kan erstatte "Dana", siger Helge Thomsen. At Danmark er omgivet af vand og traditionelt en fiskeristærk nation udløser ikke automatisk en bevilling til et nyt forskningsskib. - At vi synes, det burde være indlysende, er ikke nødvendigvis et synspunkt, som alle deler, konstaterer vicedirektøren fra DTU Aqua.