Priskarteller

Danfoss-top: Kartelsag er yderst pinagtig

Beklageligt og pinagtigt.

Niels Bjørn Christiansen, topchef på Danfoss: - Kartelaftalen bryder med alt, hvad vi ønsker at stå for. Foto: Scanpix

Niels Bjørn Christiansen, topchef på Danfoss: - Kartelaftalen bryder med alt, hvad vi ønsker at stå for. Foto: Scanpix

Danfoss' topchef, Niels Bjørn Christiansen, lægger sig fladt ned i sagen om den ulovlige prisaftale, der koster virksomheden en gigantbøde fra EU-Kommissionen på 670 millioner kr. - Det er en yderst pinagtig sag for os, og jeg vil gerne beklage. Det er så meget imod det, vi prædiker, og derfor rammer det os lige i hjertekulen, siger han på et pressemøde. Han beklager, at virksomheden ikke selv opdagede, at der skete ulovligheder i den tyske division. Niels Bjørn Christiansen fortæller, at topledelsen først opdagede sagen, da EU-Kommissionen ransagede virksomheden i foråret 2009. - Vi bøjer nakken og tager bøden, fordi det er så meget imod det, Danfoss står for, siger han. Niels Bjørn Christiansen understreger igen og igen, at det er tre tidligere betroede medarbejdere i et tysk datterselskab, der var alene om at indgå de ulovlige prisaftaler. - Det drejer sig om tre betroede medarbejdere, der i modstrid med alle vores retningslinjer og uden topledelsens vidne i perioden 2004-2007 overtrådte loven, siger han. Medarbejdernes brøde bestod i at udveksle informationer med konkurrenter i et forsøg på at koordinere priser på kølekompressorer solgt i Europa. Medarbejderne er blevet afskediget, og Danfoss har samtidig frasolgt den tyske division i Flensborg. Niels Bjørn Christiansen glæder sig over, at de to største kapitler i sagen er blevet lukket. - Vi er glade for, at et langt og smerteligt kapital endelig er lukket. Nu afventer vi nogle andre landes myndigheder, ligesom at der også verserer civile søgsmål i USA og Canada, siger han. Ud over bødestraffen fra EU-Kommissionen har Danfoss indgået forlig i USA i samme sag med en bøde på 16,5 millioner kroner. /ritzau/