Danish Container Supply: Ingen øget aktivitet så længe krigen ikke er konkret

Nørresundby 27. februar 2003 07:00

NØRRESUNDBY: Danish Container Supply ApS under DCS Group i Nørresundby producerer forskellige typer containere. Virksomheden er medlem af Forsvars- og Aerospaceindustrien (DAF), og ejeren, Bente Fossing, oplyser, at omkring halvdelen af produktionen er relateret til militæret. Men hun ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvem kunderne er, og hvor meget virksomheden omsætter for. Bente Fossing henviser til fastlagte klausuler om hemmelighedsaftaler mellem virksomheden og kunderne. - Har krisen i Irak betydet øget aktivitet for Danish Container Supply? - På nuværende tidspunkt, nej, svarer Bente Fossing. Hun vil dog ikke afvise, at Danish Container Supply kan få ekstra travlt i det øjeblik, en eventuel krig bryder ud i Irak. Men så længe krigen ikke er konkret, har virksomheden i Nørresundby ikke mærket til de store ændringer i produktion og efterspørgsel, hævder Bente Fossing. Danish Container Supply beskæftiger 40 ansatte, og blev dannet i 1987 som søstervirksomhed til Danish Camp Supply.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...