Danke sange med Anne Dorte

Støvring 22. september 2002 08:00

STØVRING: En af Danmarks mest populære sangerinder gennem de sidste par årtier optræder torsdag aften på Stubhuset i Støvring. Det er Anne Dorte Michelsen, der også er kendt som sangskriver, men den vane har hun lagt fra sig på sit nyeste album "Fred Hviler Over Land Og By", der består af tretten kendte danske sange og salmer. Pladen er blevet solgt i mere end 50.000 eksemplarer og har ført til en lang række udsolgte koncerter sammen med den norske pianist Helge Lilletvedt og Anne Dueholm på sopransaxofon, oplyser man fra Stubhuset. Anne Dorte Micelsen siger selv om, hvorfor hun har valgt at disse sange: - Jeg har valgt at synge gamle, danske sange, som hver især repræsenterer noget af det smukkeste, der er skrevet på vores sprog. De har en ro i sig, som jeg har haft svært ved at finde andre steder, og de rammer mig på en måde, jeg længe har forsøgt at sætte ord på - uden held. Sangene siger det alligevel bedre selv. Anne Dorte Michelsen har tidligere sunget og skrevet om nogle af livets store spørgsmål i popgruppen Tøsedrengene. Og som leder af husmorcabareten "venter på Far" har hun turneret landet tyndt med et bud på den moderne kønsdebat. Sideløbende har hun plejet en solokarriere, hvor hun har sunget sine egne stærkt personlige sange - både i Danmark, Sverige, Norge og Japan.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...