Dankortsvindel boomer

1. juli 2003 08:00

København, søndag /ritzau/ På et år er antallet af såkaldte databedragerier, hvor tyve stjæler og kopierer et betalingskort, som eksempelvis dankortet, øget fra 250 anmeldelser I 2001 til 884 i 2002, skriver ErhvervsBladet mandag. Politiet ser en klar trend: Kriminelles tyveri af dankort og efterfølgende misbrug af det stjålne pengekort afløses i stigende grad af mere raffinerede og teknologisk veludstyrede tyve, som stjæler og kopierer kortet, hvorefter de hæver penge fra intetanende ofres konti. - I stedet for at stjæle kort, så låner man det og aflæser magnetstriben, så man i princippet kan lave en kopi. Efterfølgende aflurer tyvene pinkoden og misbruger kopikortet, siger kriminalinspektør Niels Jørgen Abildgaard fra Københavns Politi. Databedragerierne, som denne type forbrydelse kategoriseres i politiets statistikker, er et udpræget københavner-fænomen. Over halvdelen af anmeldelserne er sket i hovedstaden, men også i Århus er der registreret flere hundrede anmeldelser. Århus Politi oplyser, at det store antal anmeldelser skyldes en stor sag. I København er der derimod tale om et omsiggribende fænomen: - Jeg har ikke noget belæg for at tro, at udviklingen er stoppet - tværtimod. Men vi kan ikke vide, hvor mange, som får misbrugt deres kort pt., siger Niels Jørgen Abildgaard og fortsætter: - Mange opdager først misbruget efter flere måneder. Vi har endda eksempler på, at en tyv har checket, at kontoen ikke blev overtrukket. På den måde tog det længere tid for kortholderen at opdage svindelen. Niels Jørgen Abildgaard oplyser, at det ikke altid er kortholderen som opdager kortmisbruget. Det sker ofte i samarbejde mellem PBS og politiet. Eksempelvis ved at PBS alarmerer politiet, når kortholderen i væsentlig grad ændrer adfærd. - Kortholderen opdager sjældent med det samme, at han har været bestjålet. På den måde bestemmer gerningsmanden selv, hvornår han vil hæve penge på kortet. Tyveriet og kopieringen sker lynhurtigt. Jeg kan kun opfordre folk til at passe godt på kortene og skjule pinkoden, siger Niels Jørgen Abildgaard. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...