Danmark åbner kulturinstitut i New Delhi

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) aftaler dansk kulturinstitut i New Delhi med sin indiske kollega Modi.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil åbne et dansk kulturinstitut i Indiens hovedstad, New Delhi. Det oplyser Løkke ved sit møde i Stockholm med den indiske premierminister Narendra Modi. Her ses han ved klimatopmødet i 2009 i København. Foto: Scanpix/Casper Christoffersen
Kultur 17. april 2018 09:20 - Opdateret 17. april 2018 10:25

Danmark åbner til efteråret et dansk kulturinstitut på den danske ambassade i New Delhi.

Det oplyser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag, hvor han møder Indiens premierminister, Narendra Modi, ved det nordisk-indiske topmøde i Stockholm.

- Indiens globale rolle er betydelig, såvel politisk som økonomisk og kulturelt, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Oprettelsen af en kulturinstitut vil styrke Danmarks synlighed i Indien og være med til at give et løft til de kulturelle og mellemfolkelige forbindelser mellem Indien og Danmark.

I 2013 ville instituttet skabe en afdeling i Indien. Ansøgningen blev aldrig besvaret på grund af sagen om Niels Holck, som flygtede fra Indien efter at have smidt flere ton våben ned til indiske oprørere.

I november 2017 søgte instituttet igen og har nu fået tilladelse fra det indiske udenrigsministerium.

- Gensidig udveksling af kunst og kultur vil være med til at bygge bro mellem Danmark og denne kolossale nation, siger Lars Løkke Rasmussen.

Siden 1940 har Dansk Kulturinstitut skabt afdelinger i Belgien, Brasilien, Kina, Letland, Polen og Rusland. Instituttet samarbejder med Carlsbergfondet om at etablere sig i Indien.

Carlsbergfondet har givet fire millioner kroner. Det skal styrke det danske forhold til Indien, som er et vigtigt marked for Carlsberg Gruppen.

Kulturinstituttet er det andet i Asien. Det skal styrke de mellemfolkelige og kulturelle relationer til verdens største demokrati.

- Med kulturinstituttet og en direkte flyrute med Air India mellem New Delhi og København er vejen nu banet for øget turisme, kulturudveksling og mellemfolkeligt samarbejde, som er rygraden i et godt bilateralt forhold, siger Løkke.

Aftalen vil udvide relationerne til Indien, mener Flemming Besenbacher, der er bestyrelsesformand for Carlsberg og Carlsbergfondet:

- Carlsbergfondet sætter pris på, at Danmark styrker sin tilstedeværelse i Indien, og vi håber med bevillingen til Kulturinstituttet at bidrage til yderligere forstærket samarbejde omkring kultur og videnskab, siger Flemming Besenbacher.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...