Danmark banker Tyrkiet på håndboldbanen

Kvindelandsholdet ligner VM-deltager senere på året efter 42-24-udesejr over Tyrkiet i kvalifikationen

Aalborg DHs Stine Jørgensen scorede tre gange for Danmark.Foto: Henrik Bo

Aalborg DHs Stine Jørgensen scorede tre gange for Danmark.Foto: Henrik Bo

ANKARA:Meget skal gå galt, hvis det danske kvindelandshold i håndbold ikke kommer med til VM-slutrunden i december i Serbien.

Søndag aften vandt danskerne i Ankara suverænt med 42-24 over Tyrkiet i den første af to VM-kvalifikationskampe mellem holdene. Der er returkamp i Aarhus på lørdag.

Der var klasseforskel på de to hold, og Danmark havde tydeligvis lært noget af den blamage, som lurede tilbage i 2008, hvor tyrkerne var tæt på at slå danskerne over to kampe i EM-kvalifikationen.

Med samlet 45-44 vandt landstræner Jan Pytlicks mandskab dengang. Det bliver ikke så dramatisk denne gang.

I søndagens kamp var Tyrkiet godt nok fint med i begyndelsen. Men fra 3-3 begyndte Danmark at trække fra. Det blev hurtigt 6-3, 11-5, og ved pausen var stillingen 18-13 i dansk favør.

Det blev kun værre for værterne i anden halvleg, selvom det ikke så ud til, at Danmark for alvor spillede sig ud.

Tyrkerne var til gengæld gået helt i stå, og kontrafaser var der rigeligt af for Danmark, hvilket var guf for hurtige fløje som Ann Grete Nørgaard og Maibritt Kviesgaard.

Et kvarter før tid førte danskerne med hele 31-17, så ydmygelsen stod tidligt klart. Spørgsmålet er nu, om Danmark på hjemmebane igen smadrer Tyrkiet.

Det bør de bedømt ud fra den første duel./ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.