Danmark center for børnemode

Modemesse i Bella Center bliver dominerende i Europa

EMNER 1. juni 2005 06:00

Danske voksne lytter til børnene. Derfor er dansk børnetøj både smart og rart at have på. Og derfor bliver Danmark nu center for hele den europæiske børnemode. - Vi bliver Nordeuropas eneste egentlige modemesse for børn, fortæller informationschef Jens Bloch fra brancheforeningen Dansk Textil & Beklædning, som sammen med Bella Centret arrangerer CIFF, Copenhagen International Fashion Fair. Efter flere år med massiv fremgang i den danske modeverden for store og især små satser den københavnske modemesse stort og udvider messen 11.-14. august, så der vil komme 25 pct. flere udstillere af børnetøj. Ved forårsmessen kom over 300 af de i alt 1700 udstillere alene med børnetøj. Til august vil børnetøjet fylde hele den 11.000 kvm store Østhal i Bella Centeret. Den danske messe bliver dermed den eneste store europæiske messe for børnetøj ud over messen Piti Bimbo i Firenze i juli, efter den tyske messe Kind & Jugend i Köln fra i år næsten udelukkende udstiller legetøj. At Danmark bliver modecenter skyldes blandt andet, at der alene herhjemme sælges tøj til de små for over seks mia. kr. i år. Sidste år lå salget på 5,3 mia. kr. Året før blev der ifølge Danmarks Statistik solgt børnetøj for 4,2 mia. kr. - Den tyske økonomi er ikke nær så god som den danske. Vi bruger virkelig mange penge på børnene, og det trækker de gode designere frem, forklarer Jens Bloch, der også giver selve designet en væsentlig ære for succesen. - Når børnene har dansk designet tøj på, behøver de ikke skifte, når de skal til fødselsdag efter skoletid. Dansk tøj er både smart og pænt og rart og praktisk. Og derfor er det blevet så utroligt populært, også i udlandet, at vi tør satse på at samle børnemodefolket heroppe til august, fortæller Jens Bloch. Hvor stor omsætning, dansk børnetøj har i udlandet, findes der ikke tal på. To af de mest succesrige nye, danske børnetøjsfirmaer vil ikke ud med tal, men fortæller samstemmende, at det netop er kombinationen af mode og leg, der gør dansk tøj så populært. - Herhjemme har vi tradition for, at børnene er med til at bestemme, hvad de skal have på. Og de ved godt, at de vil have modetøj, men de vil også have noget tøj, der kan leges i. Derfor tegner vi sejt modetøj til de små, og det er tydeligt, at det har ramt noget i tiden, fortæller Mogens Jepsen, dir. for Molo Kids, hvis tøj blandt andet sælges hos Selfridges i London. Han deltog for første gang i børnemodemessen i foråret, men har allerede besluttet at deltage med en større stand til august, fordi "der kommer så mange internationale opkøbere." Om Noa Noa deltager med Miniature-kollektionen er endnu ikke afgjort. Firmaet plejer ikke at deltage på messer, men "den udenlandske interesse er enorm", og derfor lokker en fortsat ekspansion på det europæiske marked, vedstår marketingchef Lone Bjørn. - Dansk mode er i den grad i vælten, og det er fordi, børnene kan være rappe og samtidig have det godt i tøjet, forklarer Lone Bjørn. Noa Noa lancerede for to år siden deres første kollektion til pigerne. Nu sælges tøjet over 400 butikker herhjemme og i Europa. Pigetøjet er en tro kopi af tøjet til de voksne, og det er en klar tendens. - Danske firmaer har forstået før dem i mange andre lande, at selv små børn i dag har styr på moden og ikke vil klædes i lyseblåt og lyserødt, bare fordi mor synes, det er sødt, forklarer Jens Bloch, brancheforeningen Dansk Textil & Beklædning.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...