Coronavirus

Danmark er tæt på 1000 indlagte med covid-19

Professor finder grobund for optimisme i et stigende antal testede og en lavere andel af smittede.

Der er grund til forsigtig optimisme, når antallet af testede stiger, samtidig med at andelen af smittede er faldende, siger professor fra Aarhus Universitet. (Arkivfoto).

Der er grund til forsigtig optimisme, når antallet af testede stiger, samtidig med at andelen af smittede er faldende, siger professor fra Aarhus Universitet. (Arkivfoto).

KØBENHAVN:Antallet af indlagte med coronavirus på landets sygehuse er mandag steget til 964.

Det er en stigning på 27 over det seneste døgn, og det er det hidtil højeste antal under coronapandemien. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Der er det seneste døgn registreret 15 nye dødsfald med coronavirus. Det bringer det samlede antal dødsfald op på 1389.

Der er desuden fundet 2076 nye smittetilfælde blandt 76.463 test. Det giver en positivprocent på 2,72, hvilket er lidt lavere end de seneste dage.

- Jeg hæfter mig ved, at det totale antal test er stigende. Det er rigtig godt, for det har ligget meget lavt hen over jul og nytår, og det har givet betydelig usikkerhed om tallene.

Det siger professor Eskild Petersen, Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet, som reaktion på tallene.

Han noterer også, at andelen af smittede blandt de testede - den såkaldte positivprocent - er faldende.

Lige før nytår var andelen af positive prøver oppe i nærheden af fire procent.

- Når antallet af prøver stiger, samtidig med at antallet af positive prøver falder, så er det et godt tegn, siger Eskild Petersen.

Det er dog for tidligt at glæde sig alt for meget, lyder det.

- Men det tal, der nok udtrykker mest præcist, hvor vi er henne i epidemien lige nu, er antallet af indlæggelser. Det reflekterer, hvor mange der blev smittet for 7-10 dage siden, og det stiger stadig.

- Her kan man ikke sige, at vi har nået et plateau, hvor det begynder at flade ud, siger Eskild Petersen.

Flere regioner - især Region Hovedstaden og Region Sjælland - har da også meldt ud, at de er alvorligt presset.

Blandt de indlagte er 140 så syge, at de er på en intensivafdeling. Det er det højeste antal siden starten af april. 84 af patienterne på intensiv er tilkoblet en respirator.

Det hører med til historien, at der normalt bliver udskrevet færre patienter i weekenden, og derfor kan tallet være lidt højere, end det ellers ville have været.

Tallene fra SSI omfatter ikke lyntest, som private udbydere står for. Der blev søndag foretaget 25.826 lyntest hos de fire udbydere, der udfører lyntest på statens regning. 491 var positive.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.