Danmark får EU-bøde for overdosis af mælk

Det koster danske mælkebønder 38,4 millioner kroner, at de er gået over EU's mælkekvote.

Danmark får EU-bøde for overdosis af mælk

De danske mælkeproducenter skal betale 38,4 millioner i bøde til EU for at have hældt mere mælk ud på markedet, end de har lov til ifølge EU's kvotesystem.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra EU-Kommissionen.

Danmark er et af fem EU-lande, der får bøde for at være gået over mælkekvoten for kvoteåret 2012-13. De øvrige lande er Østrig, Tyskland, Polen og Cypern.

Det er 22. gang i de 27 år, mælkekvoterne har eksisteret, at Danmark går over grænsen.

Overskridelsen er i år på 0,4 procent af de 4,8 millioner ton, danske mælkeproducenter har lov til at sende ud på markedet. Det svarer til en overskridelse på 18.478 ton.

Selv om de fem lande har produceret for meget de seneste år, er de 28 EU-landes samlede mælkeproduktion seks procent under den fælles kvote.

Danmark har flere gange forgæves forsøgt at ændre systemet, så lande med en lille overproduktion kunne overtage ubrugte kvoter fra andre lande.

EU's mælkekvoter er i øjeblikket under udfasning og forsvinder helt i april 2015.

Kvotesystemet blev indført i 1980'erne som et forsøg på at håndtere en generel overproduktion af mælk i Europa.

Hver medlemsstat bliver tildelt kvoter, som bliver fordelt på de enkelte mælkeproducenter.

Når landet går over sin tilladte kvote, bliver der udskrevet en bøde på lidt over 200 kroner for hver 100 kilos overproduktion. Bøden betales af mælkeproducenterne, alt efter hvor meget de hver især er gået over deres del af kvoten.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.