Danmark får flere nye fiskearter hvert år

Det samlede antal er nu oppe på 246 arter - 31 flere end i 1970

KØBENHAVN: Vejret - som ellers får skyld for meget - er uskyldig i, hvilke nye fisk, der er kommet til den danske natur over de sidste cirka 30 år. Det mener tre forskere, som har udbenet al viden om de fisk, som er nedskrevet eller som fiskere og sportsfiskere har indsendt til Zoologisk Museum, når de trak en lidt for løjerlig fisk ud af vandet. Danmark er i de seneste tre årtier blevet beriget med i snit en ny fiskeart år, så der nu står 246 arter på listen og ligger i sprit eller er frosset ned i museets magasiner. De nye fisk skal være fysisk til stede for at gælde. Biologerne troede, at der ville komme endnu flere nye arter sydfra i takt med varmere klima, fortæller en af dem, Henrik Carl, free lance med tilknytning til Zoologisk Museum i København. - Der findes flere arter sydpå end nordpå, og der kommer også flest nye arter sydfra, men de nye kommer ikke bare væltende sydfra, siger han. - Mange af de nye er nordfra, så man kan ikke bare sige, at det er på grund af klimaforandringer. - Der vil blive ved med at blive fanget nye fisk. De kan have været her hele tiden, men hvis de er ekstremt sjældne eller lever på dybder eller steder, hvor der ikke bliver fisket, så bliver de ikke fanget og opdaget. Måske bliver de ikke opdaget, fordi de ligner noget andet. Mens global opvarmning synes uskyldig i nye arter, så er global handel med fisk til havebassiner og lignende er derimod skyldig i, at nye arter er kommet til landet. Ferskvandsfiskene græskarpe og sølvkarpe er for eksempel indført ad handelsvejen i stedet for vandvejen inden for de sidste cirka 20 år. - Mange af dem forvilder sig ud i naturen eller bliver sat ud, når folk ikke gider have dem i haven længere. De fisk vil forsvinde igen, hvis importen stopper, siger Henrik Carl. Han er i øvrigt selv nyslået dansk rekordindehaver af den tungeste fangst af en sølvkarpe, som han fiskede ud af en sø den 5. august. Den vejede 17,3 kg og levede i en sø et sted på Sjælland. Resten er en hemmelighed, ikke mindst for konkurrenter. Den første opgørelse af danske fiskearter blev skrevet i 1838-1853 og omfattede 139 arter. Den seneste fra 1970 omfattede 215 arter. Den nye liste med 256 arter omfatter ikke udokumenterede eller ikke verificerede arter som brasenflire, døbel, vimme, solaborre og grøn læbefisk, gør forskerne opmærksom på i deres redegørelse i det videnskabelige tidsskrift Flora og Fauna. De øvrige forskere i projektet er Jørgen G. Nielsen og Peter R. Møller. /ritzau/