Danmark får mere urørt skov i de næste årtier

Over et halvt århundrede bliver 45 statsskove rundt om i landet mere vilde. Det skal gavne dyr og planter.

Ritzau
Regeringen og DF har udpeget skovområder 45 steder i Danmark, som vil blive forvandlet til urørt skov eller biodiversitetsskov. Det skal styrke den danske natur, blandt andet i Gribskov, Sillkeborgskovene, Gråstenskovene, Klinteskoven på Møn og Skagen Klitplantage (arkivfoto 2010). Foto: Henning Bagger/Scanpix/Ritzau Scanpix
Skove 12. september 2018 15:57

I løbet af de kommende 50 år fordobles landets areal med døde og rådnende træer eller skov, hvor naturen får førsteprioritet.

I alt 13.800 hektar er udpeget i 45 danske statsskove. Det svarer til 138 kvadratkilometer.

Gribskov, Silkeborgskovene, Gråstenskovene, Klinteskoven på Møn og Skagen Klitplantage er blandt de statsskove, som i fremtiden får større vilde arealer. Det oplyser miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

Her skal et antal træer have lov at blive gamle og henfalde, og døde træer skal blive liggende i skovbunden til gavn for biodiversiteten - det vil sige den biologiske mangfoldighed af planter og dyr.

- Vi skaber store sammenhængende områder, hvor naturen får lov at gå sin gang til glæde for blandt andet insekter og svampe, siger Jakob Ellemann- Jensen.

Udpegningen er en følge af regeringens og Dansk Folkepartis Naturpakke fra 2016, som skulle afbøde virkningerne af den omstridte Landbrugspakke.

- Vi giver danskerne mere vild natur i de danske skove og nye naturoplevelser med masser af gamle og rådne træer fulde af liv, siger miljøministeren.

Status som urørt skov eller anden biodiversitetsskov betyder ikke adgang forbudt. Der vil som hidtil være fri adgang på statens arealer. Ligesom tømmerproduktion kan fortsætte, så længe bedre natur er hovedformålet.

I Danmarks Naturfredningsforening (DN) er der glæde over udsigten til mere varieret og artsrig skov, siger præsident Maria Gjerding. Udpegningen betyder, at urørt skov vil udgøre 3,5 procent af det danske skovareal over de næste årtier.

- Det er den største indsats i 25 år, og det skal regeringen selvfølgelig have ros for at sætte i gang, siger hun.

Gjerding minder dog om, at Danmark via FN's naturmål har tilsluttet sig, at 17 procent af landarealet skal nyde særlig beskyttelse.

Det vil ifølge forskere som minimum indebære, at 75.000 hektar skov skal stå urørt herhjemme. Så trods en god begyndelse er der langt igen, understreger DN-præsidenten.

- Vores klare opfordring til politikerne er, at de ser på, hvordan vi kan få mere urørt skov i de private skove, siger Maria Gjerding.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...